Fredag den 25. september kan man møde 20 forskellige frivillige foreninger i Gl. Ridehus i Næstved, tage en alkoholtest og holde børnefødselsdag. I år er der fokus på fællesskab.
Frivillig Fredag er en årlig tilbagevendende begivenhed, hvor man hylder de mennesker, der gør en forskel for andre gennem frivilligt socialt arbejde.
Dette års tema er ”grobund for fællesskaber”. Det betyder, at der er fokus på både fællesskaber mellem foreningerne og fællesskaber mellem de frivillige i de enkelte foreninger.
Børnefødselsdag og alkoholtest
I Testområdet i Gl. Ridehus kan man møde forskellige patientforeninger. Her kan man fx få testet sit blodsukker, prøve en alkoholtester, blive klogere på sygdommen osteoporose og finde ud af, hvad det betyder at have nedsat hørelse.
I Børne-/familieområdet holder Mødrehjælpen børnefødselsdag, og hos Home-Start kan man høre en historie, mens man tegner og spiser pandekager.
I Samtaleområdet har foreningerne SIND, Bisidderne i Næstved og Offerrådgivningen slået sig sammen om at fortælle om deres aktiviteter.
Derudover vil OK-Klubben fortælle om alle deres aktiviteter for ældre, Røde Kors har en førstehjælpsdukke med og vil berette om sygehusbesøgsstjenesten.
Hos ”Cykling uden alder” kan man få en tur på en af de berømte rickshaw-cykler.
Hvis man overvejer selv at blive frivillig, informerer Frivilligcentret om, hvordan man bliver medlem.
Hyldest og underholdning
Seniorværksstedets kor, Pia Fog Larsen og Jan B. Jensen fra Næstved Kulturforening underholder i løbet af eftermiddagen. Borgmester Carsten Rasmussen hylder de frivillige kl. 13.00, og kl. 14.30 vil der være gratis kaffe og kage (først til mølle).
Fokus på frivilligt arbejde
Formålet med Frivillig Fredag er at skabe synlighed omkring det frivillige sociale område, at skabe kendskab til de mange muligheder for at blive frivillig og informere om alle de mange aktiviteter, der foregår i foreningerne. Medarbejderne i kommunen får mulighed for at møde dem, der også hjælper borgerne i kommunen. Netop kendskab er et vigtigt fundament, hvis der skal skabes grobund for fællesskaber på tværs af det frivillige og det kommunale område.Frivillig Fredag afholdes i et samarbejde mellem Frivilligrådet, Frivilligcenter Næstved og Næstved Kommune.