Folkeklubben slår flint den 4. februar

Med adskillige fremragende anmeldelser, forsiden af musikmagasinet Gaffa og en førsteplads på albumhitlisten, er det folkekære band klar til at turnere Danmark tyndt endnu en gang. Den 4. februar præsenterer Folkeklubben deres nye album ”Slå flint!” for Næstved.

Folkeklubben slog for alvor igennem med nummeret Fedterøv fra deres debutalbum i 2013. Siden da er bandet gået fra at være nærmest ukendte, til at være de måske flittigste til at turnere i Danmark. Senest med deres såkaldte psykiatri-turné, hvor de rejste fra psykiatrihospital til psykiatrihospital sammen med tidl. Statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der i hans otium har viet sit liv til kampen for psykisk syges sag, som formand for Det Sociale Netværk. Intet sted er for småt eller stort for Folkeklubben, intet publikum bedre eller dårligere.

Bandet elsker livet på landevejen, og søger altid at opleve nye egne, nye mennesker og nye publikummer. De tre medlemmer i bandet forklarer om deres virke således; Popsange til den tænkende hjerne og det bankende hjerte. Det er musik og tekst, der tager stilling til den verden, som vers og omkvæd skal genlyde i.

Stjerne godt album

Bandets nye album ”Slå flint!” deler navn med et af Klaus Rifbjergs berømte digte, og Folkeklubben er ikke bange for at trække veksler på kulturhistoriske koryfæer. Blandt andet jazzmusiker- og tennisstjerne Torben Ulrich refereres for hans formuleringer om det smukke i et nederlag. De tre medlemmer af Folkeklubben (Kjartan Arngrim, Rasmus Dall og Rasmus Jusjong) har selv samme indstilling til musikken, og livet selv, at hvis ikke man tør kaste sig ud i nye projekter og stole på at det kan bære – ja så bliver det aldrig godt. Resultatet er mageløst godt, og blandt andet Berlingske kvitterede for arbejdet med 5 stjerner til ”Slå flint!”.

Du kan selv opleve hvor langt dygtig ihærdighed har båret hele Danmarks Folkeklub den 4. februar på Sydsjællands største kulturcenter. Billetter til koncerten og Grønnegades Kaserne Kulturcenters øvrige program kan købes på www.gkkultur.dk, og fra billetkontoret.

8baf85_2017folkeklubben_print1