Torsdag d. 3. april kl. 19:00-21:00 kan du opleve Sissel-Jo Gazan fortælle om sin nyeste roman ‚I en dråbe‛ på Næstved Bibliotek.

Når en så fremtrædende forfatter som Sissel-Jo Gazan vælger at hendes nyeste roman skal finde sted i Næstved, melder spørgsmålet sig selvfølgelig: hvorfor lige Næstved?

Det kan du blive klogere på d. 3. april, hvor Sissel-Jo Gazan i samtale med en af bibliotekets kulturformidlere vil fortælle om familieskæbner i flere generationer, om tilhørsforhold, traumer og kampen for retfærdighed.

Det hele sker med afsæt i Gazans populære roman ‚I en dråbe‛, der udkom sidste efterår. Store dele af romanens handling udspiller sig i Næstved anno 1989.

Bogen er en blanding af slægtshistorie og krimiroman, så der er noget for alle – og selvfølgelig er det altid sjovt, når en roman foregår i ens “baghave”!

Det er ikke hver dag at Næstved-lokationer som Jernbanegade, Axeltorv og Rampen danner baggrund for handlingen i en krimi!

En populær forfatter
Sissel-Jo Gazan (f. 1973) er mest kendt for sine videnskabskrimier såsom ‚Dinosaurens fjer‛-trilogien, men også den barske roman ‚Hvide blomster‛.

Gazans nyeste, aktuelle roman ‚I en dråbe‛ er første bind i en planlagt trilogi.

Billetter købes via Næstved Biblioteks hjemmeside, naesbib.dk.

Sissel-Jo Gazan fortæller om koblingen mellem Næstved og hendes seneste roman. Foto: Robin Skjoldborg