Næstved Museumsforening inviterer til efterårets sidste offentlige foredrag ved historiker Finn Thorshøj:

Frederik den IV’s Rytterskoler.

Vi har i år markeret 300-året for oprettelsen af Den Plessenske Skole i Vallensved. På samme tid blev der andre steder i landet på foranledning af Frederik IV oprettet såkaldte rytterskoler for landbobørnene.

Foredraget vil indeholde en kort gennemgang af skolevæsnet fra Reformationen til 1700-årene, hvor undervisningen blev forestået af de lokale degne. Undervisningen bestod hovedsagelig af katekismuslæsning.  

Efter 1721 blev der i kongens rytterdistrikter etableret skoler. Foredraget vil komme nærmere ind på rytterskolernes geografiske placering i landet, deres organisering og deres indhold. Ud over læsning af katekismus, Bibelen og salmerne, som absolut var det vigtigste, skulle børnene også lære det, ”hvormed de i sin Tid kunne tjene deres Konge og Fædreland”. Ønskede forældrene, at børnene også skulle undervises i skrivning og regning, måtte de betale ekstra for det, men det forudsatte at skoleholderen besad den nødvendige viden og færdighed til at kunne forestå en sådan undervisning. Det var ikke altid en selvfølge.

Endelig vil der kort blive redegjort for skolereformerne i 1814, der skabte grundlaget for vore dages folkeskole.

Foredraget finder sted tirsdag d.26.november kl.19.00 i Kulturhuset Boderne, Sct. Peders Kirkeplads 8, Næstved.

Entre kr.50, gratis for medlemmer af Næstved Museumsforening.

Der er salg af kaffe og kage i pausen.

Yderligere information: Formand Ole Madsen, 4059 3940, oma4700@stofanet.dk

Pressefoto