Tirsdag den 11. marts kl. 19.00-21.00 kan du møde forfatter Eva Tind på Næstved Bibliotek. Hun fortæller om sin højaktuelle bog ”Min Kim”, der handler om at vokse op som adoptivbarn i Danmark.
Eva Tind blev i 1975 fløjet fra Sydkorea til Danmark sammen med 10 andre børn. Dengang var hun 1 år gammel og hed Nam Sook. Ved ankomsten fik hun navnet Eva, og hendes kommende penneveninde, Min Kim, der også var med på flyet, blev navngivet Gull-Mai.
Livet som adopteret
”Min Kim” handler om at vokse op som adopteret i Danmark. Bogen undersøger, hvad der sker med et barn, når det bliver adskilt fra sin familie og anbragt i en ny. Gennem romanens breve, samtaler og rejser afdækkes slægtskabets betydning, konsekvenser af adoption for de involverede og ønsket om selv at bestemme, hvordan ens historie fortælles.
Eva Tind er både forfatter, billedkunstner, filmskaber og uddannet arkitekt. Som forfatter har hun skrevet digte, romaner og en børnebog. Seneste udgivelser tæller romanerne ”Kvinden der samlede verden” (2021) om videnskabskvinden Marie Hammer og ”Citronbjerget” (2023), hvor en del af handlingen udspiller sig i Sydkorea.
Arrangementet finder sted tirsdag den 11. marts kl. 19.00-21.00 på Næstved Bibliotek. Billetpris: 50 kr. Køb din billet på www.naesbib.dk

Gyldendals Presseservice