Organisationsændring i Næstved Kommune

Økonomiudvalget i Næstved Kommune har på Økonomiudvalgsmødet i dag bemyndiget kommunaldirektør Tomas Therkildsen til at udarbejde et forslag til en justering af organisationen i Næstved Kommune. Det sker efter indstilling fra borgmester Carsten Rasmussen.

Baggrunden for organisationsændringen er blandt andet, at en benchmark-analyse af ledelse og administration i Næstved Kommune viser, at der er flere chefer i Næstved end i de kommuner, som Næstved Kommune sammenligner sig med i analysen. Samlet viser analysen at Næstved har i alt 10 chefer på team- og centerchefniveau flere end gennemsnittet af de øvrige kommuner.

Det er især på centerchef- og teamchefniveau, at Næstved ligger højere end eksempelvis Slagelse og Holbæk, mens Næstved ligger tilsvarende eller lavere, når det gælder direktører. Derfor har Økonomiudvalget vedtaget som ramme for organisationsforslaget, at der fortsat skal være fire direktører i Næstved Kommune, men at der til gengæld skal være færre fagcentre. Der skal ligeledes være færre tværgående centre og således også ske en reduktion i antallet af centerchefer og teamchefer.

– Der er tre grunde til, at vi sætter denne proces i gang. For det første viser benchmark-undersøgelsen – der blev lavet som en del af budget 2016 – at der er flere chefer i Næstved, end i vores sammenligningskommuner. For det andet er der de seneste år sket væsentlige ændringer i organisationen, hvor vi har fået færre og større decentrale virksomheder, eksempelvis på skole- og daginstitutionsområdet. Og det betyder i sagens natur, at ledelsesrollen mellem de administrative chefer og de decentrale ledere ændrer sig. For det tredje betyder et andet budgetforslag om effektivisering af indkøbsprocessen og lønadministration, at det er nødvendigt at se på stabenes organisering. Organisationsændringen skal føre til en mere effektiv og slankere ledelsesstruktur, hvor der er et passende antal lederstillinger, lyder det fra kommunaldirektør i Næstved Kommune, Tomas Therkildsen.

For at organisationsændringen skal blive en succes, skal der opnås en nettobesparelse på 2 mio. kr. i 2017 stigende til 4 mio. kr. i 2018, og der skal være mulighed for prioritering af myndighedsfunktioner. Det vil sige, at myndighedsområder, hvor analysen viser, at Næstved Kommune ikke har så mange ansatte i dag, vil blive opprioriteret.

Den 26. september vil der komme et nyt oplæg til offentligheden om den nye organisation. Byrådet behandler forslaget endeligt primo november.

Næstved_Kommune_shield[1]