Naturen som fortælling – ny udstilling på Rønnebæksholm

Lørdag den 11. juni kl. 13.00 byder Rønnebæksholm velkommen til fernisering på den nyeste udstilling: “Naturen som fortælling – Landskaber fra Skovgaard Museets samling”. Udstillingen sætter fokus på naturen som fortælling i værker, af bl.a. en af guldalderens vigtigste malere P.C. Skovgaard, hans familie og kunstnerkollegaer. Alle udstillingens værker er udlånt fra Skovgaard Museet i Viborg, så det er en enestående mulighed for at se disse værker på Rønnebæksholm.

Joakim Skovgaard, Slangen frister Eva, 1902. Tilhører Skovgaard Museet
Joakim Skovgaard, Slangen frister Eva, 1902. Tilhører Skovgaard Museet

P.C. Skovgaards smukke skildringer af danske skove og søer, Janus la Cours malerier fra Møns Klint og Joakim Skovgaards monumentale malerier af Paradisets have. Det er blot nogle af de værker, der kan opleves, når Rønnebæksholm sætter fokus på naturen som fortælling gennem værker af Skovgaard-familien og kredsen omkring den. Alle udstillingens værker er udlånt fra Skovgaard Museet i Viborg.

Naturobservationer

I begyndelsen af 1800-tallet rykkede de danske kunstnere ud i naturen. Hvor malerier – også af naturen – før var blevet lavet i atelieret, så begyndte kunstnere som P.C. Skovgaard og J. Th. Lundbye at male studier ude i det fri. De var blandt andet inspireret af C.W. Eckersberg, der blev professor ved Kunstakademiet i 1818, og som havde stor indflydelse på de unge kunstnere. Kunstlivet blomstrede i perioden, som kaldes guldalderen, godt støttet af et nyt borgerskabs fremkomst. Landskabsstudier samt observationer af natur- og vejrfænomener, der ikke tidligere havde haft status i kunsten, fik en ny og vigtig rolle.

Johan Thomas Lundbye, Vinterlandskab uden sne. Julebæksbroen med udsigt mod Kullen og Höganäs, 1848. Tilhører Skovgaard Museet
Johan Thomas Lundbye, Vinterlandskab uden sne. Julebæksbroen med udsigt mod Kullen og Höganäs, 1848. Tilhører Skovgaard Museet

Der er dog ikke kun tale om malerier, der skildrer naturen dokumentarisk. Fra begyndelsen af 1830’erne begynder guldalderkunstnerne også at interessere sig for, hvordan kunsten kunne bruges til at skildre en romantisk idé om et ”dansk” landskab og derved styrke nationalfølelsen. I værker af eksempelvis J.Th. Lundbye kan man se maleriet som en ideologisk kampplads, hvor forskellige elementer sammensættes til det perfekte landskab: kampesten, det flade landskab, oldtidsfund og græssende køer skal vidne om Danmarks oldgamle historie og landbrugskultur.

P.C. Skovgaard og hans børn

Nogle af udstillingens tidligste malerier er af P.C. Skovgaard, der er en af guldalderens væsentligste landskabsmalere. Især de sjællandske motiver fangede hans interesse, der blev gengivet med guldalderens særlige øje for det nationale og det romantiske. En tendens, der blandt andet havde sit udspring i kunsthistorikeren N.L. Høyen, der gennem forelæsninger og skrifter påvirkede flere danske kunstnere til at arbejde med dansk historie, arkitektur og landskab.

Hvad P.C. Skovgaard startede, blev videreudviklet og omformet i hans børns, Joakim, Niels og Susettes, kunstneriske karrierer.

Joakim Skovgaard er i særdeleshed kendt for sine religiøse malerier og for sin udsmykning af Viborg Domkirke. Han videreførte dog også faderens tradition for landskabsmaleri, omend af en mindre højstemt og mere jordbunden karakter. I Joakims malerier møder vi bønder, køer og marker. I udstillingen vil man ligeledes kunne opleve værker af Niels og Susette. I Susettes malerier er der fokus på den nære natur i haver og blomsteropsatser, mens Niels repræsenteres med dramatiske malerier af skovpartier i Danmark og Italien.

Ludvig Find, Portræt af en ung kunstner (maleren Aage Bertelsen), 1893. Tilhører Skovgaard Museet.
Ludvig Find, Portræt af en ung kunstner (maleren Aage Bertelsen), 1893. Tilhører Skovgaard Museet.

Joakim, Niels og Susettes værker afspejler et skift i brugen af naturen i kunstnerisk og fortællende øjemed. Hvor P.C. Skovgaards værker indskrives i en storslået romantisk fortælling om national identitet, er det det jordnære, det religiøse og det mytiske, der slår igennem i Joakim, Niels og Susettes værker.

Symbolisme og abstraktion

Hvor guldaldermalerne tog udgangspunkt i detaljestudier af naturen og en naturtro gengivelse af verden, så søgte kunstnere som Ludvig Find væk fra denne realistiske tradition. I udstillingen vil man blandt andet kunne opleve et af den danske symbolismes hovedværker, der netop er malet af Find. Det er et portræt af den unge kunstner Aage Bertelsen, hvor stilen er inspireret af postimpressionismens og symbolismen forenklede og flade former, og naturen er blevet til en stiliseret baggrund.

Svend Hammershøis naturgengivelser er mere naturalistiske end Ludvig Finds, men også her er det andet og mere på færde end blot et naturbillede. De grålige farver og den tyste stemning, der minder en del om broderen Vilhelm Hammershøis stil, understreger, at disse malerier handler lige så meget om en indre stemning og natur som om en ydre.

Værker fra Skovgaard Museets samling

Udstillingen er en enestående mulighed for at se værker fra Skovgaard Museets samling på Rønnebæksholm. Museet åbnede i 1937 og tog udgangspunkt i værker af Joakim Skovgaard og hans familie. Samlingen rummer dog også værker fra kredsen omkring Skovgaard-familien, og den belyser i dag maleriets, billedhuggerkunstens og kunsthåndværkets historie i Danmark fra 1830 til 1930. I udstillingen på Rønnebæksholm er det derfor også naturen set gennem værker af Skovgaard-familien og kredsen omkring den, man kan opleve.

P.C. Skovgaard, Parti fra udkanten af Tisvilde Skov, 1845. Tilhører Skovgaard Museet.
P.C. Skovgaard, Parti fra udkanten af Tisvilde Skov, 1845. Tilhører Skovgaard Museet.

Arrangementer i forbindelse med udstillingen NATUREN SOM FORTÆLLING

Fernisering 11. juni kl. 13

Velkomst ved Dina Vester Feilberg og åbningstale ved museumsleder Anne-Mette Villumsen fra Skovgaard Museet i Viborg. Der bydes efterfølgende på en forfriskning

Nyt landskab – endags workshop med fotograf Sara Lubich

Med naturen og landskabet som afsæt skal vi arbejde med, hvordan vi i dag opfatter og fortolker et landskab. Vi vil se på, hvordan man arbejder med sit eget udtryk i fotografiet, og hvordan man skaber en stærk visuel fortælling. Vi starter dagen med at se på fotografiets udvikling inden for landskabsgenren. Der vil herefter blive stillet en opgave, og vi afslutter med fælles billedkritik.

Medbring selv kamera – det kan være alt fra spejlreflekskamera til kameraet i din telefon. Blot det er digitalt. Du er velkommen til at medbringe din computer til at redigere dine billeder, men det er ikke et krav.

13. august kl. 11-16

300,- inkl. adgang til udstillingen. Billetten købes på sjbilletten.dk

Max 12 deltagere! (Vi forbeholder os ret til at aflyse, hvis der er færre end 10 tilmeldte)

Særomvisning: Landskaber, identitet og nationalfølelse

Med udgangspunkt i sommerens udstilling ”Naturen som fortælling” fortæller udstillingsinspektør Anna Vestergaard Jørgensen om landskaber, identitet og nationalfølelse i kunsten. Efter introduktionen vil der blive serveret vin og snacks i caféen, og man kan gå rundt i udstillingen og kigge. Deltagerne kan her benytte lejligheden til helt uformelt at få svar på spørgsmål om udstillingen.

Svend Hammershøi, Landskab, 1901. Tilhører Skovgaard Museet
Svend Hammershøi, Landskab, 1901. Tilhører Skovgaard Museet

4. august og 1. september kl. 16-18.
Arrangementet koster 50,- inkl. vin og snacks (25,- for medlemmer af Venneforeningen). Tilmelding på info@roennebaeksholm.dk. Entréen betales i døren.

Omvisninger i udstillingen ”Naturen som fortælling”

25. juni, 7. juli, 17. juli, 21. august og 11. september kl. 13.

Offentlige omvisninger er gratis for Rønnebæksholms gæster og varer ca. 45 min.

Udstillingen vises fra 11. juni – 11. september 2016.

Åbningstider: tors-søn samt helligdage 12-17.