Det skal være lettere og mere miljørigtigt at komme rundt i Næstved Kommune. Under teamet ”Fremkommelighed i landområder” arbejdede Landdistriktsudvalget i Næstved Kommune 2019 med projektet ”Blafferstoppesteder”, der har til formål at fremme samkørsel og skabe flere møder mellem mennesker lokalt.
– Blafferstoppestederne er bæredygtig mobilitet, og vi ser det som et godt supplement til offentlig transport, når vi skaber rammerne for både spontan og organiseret samkørsel. Projektet har desværre været på stand-by under corona, men vi glæder os til langt om længe at indvie de nye blafferstoppesteder, fortæller formand for Landdistriktsudvalget, Thor Temte og fortsætter:
– Vi vil gerne gøre det mere attraktiv at bo i vores dejlige landområderne, og vi ved, at fremkommeligheden er en væsentlig faktor for folk, når de overvejer, hvor de skal bo. Derfor har vi i Landdistriktsudvalget tænkt på alternative løsninger i forhold til at komme rundt, hvis man ikke har en bil eller et kørekort, men bor i et landområde, og der er blafferstoppestederne en af løsningerne.
Et blafferstoppested er et officielt opsamlingspunkt for spontan samkørsel, hvor man kan køre forbi, hvis man har lyst til at have en passager med i bilen, og hvor man kan stille sig hen, hvis man gerne vil have et lift.
God plads til blaffere i bilerne
Der er god plads i bilerne, hvis man stiller sig med tomlen i vejret.
– Med projektet håber vi at udnytte den plads i de biler, der allerede er på vejene. Vi ved fra undersøgelser, at der i Danmark i gennemsnit er 1,3 person pr. bil i Danmark og 1,05 personer, hvis går til og fra arbejde. Så der er altså god plads til at blaffe med, siger Carsten Theede fra Blaffernationen og fortsætter:
– Det er min erfaring, at det nemt at få et lift, især i lokalsamfund, hvor folk i forvejen kender og hjælper hinanden. Rejseformen har derfor et potentiale i landområderne.
Projektet er lavet i samarbejde med Blaffernationen, Movia og Region Sjælland og med inddragelse af forskellige lokalråd i Næstved Kommune, Næstved Gymnasium og HF samt Næstved Ungdomsskole. Bænkene er designet og bygget af Næstveds Sociale Virksomhed og er produceret i genbrugsmaterialer.
Blaf til indvielsen
Onsdag den 29. september bliver de første fem af i alt 10 bænke indviet. Bænkene kommer til at stå i Fuglebjerg, Vallensved, Næstved på Vestre Ringvej, Gelsted ved OK tanken og Glumsø.
De resterende bænke bliver sat op på Næstved Station, i Tybjerglille Bakker, Gelsted ved Netto, Mogenstrup og Tappernøje i løbet af de næste måneder.
De nye blafferstoppesteder bliver testet med det samme, da alle er inviteret til at blaffe med fra en af bænkene til Næstved Station, hvor den officielle indvielse finder sted kl. 17-18. Hvis en journalist har lyst til at blaffe med, er man velkommen til at kontakte Carsten Theede.
Til indvielsen er der taler fra Landdistriktsudvalget, Næstved Gymnasium, JB10, Movia og Blaffernationen, og der vil blive serveret en lille forfriskning.
Næstved Kommunes første blafferstoppested blev indviet i foråret 2019 ved Næstved Gymnasium.