Der er igen krig i Europa. FJENDER er Dansk Rakkerpak & Faster Cools bud på en pacifistisk teaterforestilling med fokus på mennesket bag soldaten.

SPILLETIDER:
Onsdag d. 21. sep. kl. 14 (Forpremiere m gratis kaffe og wienerbrød efter forestillingen)
Torsdag d. 22. sep. kl. 20 (Premiere)
Fredag d. 23. sep. kl. 20 (# 300 års jubilæum)
Søndag d. 25. sep. kl. 16

# Denne aften markerer vi i samarbejde med Næstved Teater 300 års dagen for Dansk Teater. Efter forestillingen spiller Camille í Dali’s Trio og byder vi på et glas.
For 300 år siden blev der for første gang spillet teater på dansk i Danmark, da dørene blev slået op til landets første offentlige teater i Lille Grønnegade ved Kongens Nytorv i København – anført af Ludvig Holberg.
SPILLESTED: TEATERSALEN på Grønnegades Kaserne Kulturcenter, Grønnegade 10, 4700 Næstved
BILLETTER: PÅ WWW.BILLETTEN.DK OG/ELLER PÅ GRØNNEGADES KASERNE KULTURCENTERS BILLETKONTOR.

Om forestillingen:

To fjender mødes i ”Ingenmandsland” mellem skyttegravene. Første verdenskrig har været i gang i 5 måneder. 1 million er døde. Hvem gør det første udfald? Tyskeren eller englænderen? Åndeløs spænding, men så … hilses der, vises billeder, spises delikatesser, skåles og …. spilles fodbold! Julefreden 1914 er indtruffet.

Kreditering:

Medvirkende: Niels Grønne og Søren Møller Pedersen
Instruktør: Folmer Kristensen. Manuskript: Andreas Dawe – i samarbejde med holdet
Dramaturg: Jane Rasch. Scenograf: Kristian Knudsen. Komponist og lyd-designer: Camille í Dali
Kostumer: NadjaViga V. E. Jensen. Teknik og lysdesign: René Lützen
Idémanden bag forestillingen er Dansk Rakkerpak & Faster Cools kunstneriske leder, Niels Grønne, der spiller den engelske soldat John. Til spørgsmålet om hvorvidt forestillingen er blevet til på baggrund at krigen i Ukraine svarer han: ”Nej, vi har ikke produceret FJENDER på grund af russernes invasion af Ukraine. Forestillingen var planlagt i forvejen, men er nu desværre blevet endnu mere aktuel!” Han fortsætter: ”Jeg troede i mange år at historierne om at tyske og engelske under første verdenskrig havde holdt våbenhvile i julen og bl.a. spillet fodbold var en skrøne. Det lød for godt til at være sandt! Men så begyndte jeg at finkæmme historiebøgerne og internettet og kunne se at det faktisk var sket i virkeligheden og det var ikke bare nogle få soldater, der havde nedlagt våbnene. Nej, det var et overvældende antal tyske og allierede soldater, der mødtes mellem skyttegravene i ”Ingenmandsland” og for en kort stund holdt fred.

Baggrund:

Den 24. december 1914 blev der mellem skyttegravene langs vestfronten i Flandern, Belgien på forunderlig vis indgået en spontan våbenhvile, som er gået over i historien som “Julefreden 1914”.

De kendteste billeder fra julefreden er fra en fodboldkamp mellem tyskerne og de allierede. Tyskerne vandt 3 – 2! Man mener at op imod 100.000 soldater nedlagde våbnene og mødtes i ”Ingenmandsland”. Da befalingsmændene kom tilbage til fronten fra deres julefester blev de menige soldater banket på plads og måtte genoptage myrderierne af hinanden.
”Julefreden 1914” markerede et kort og bemærkelsesværdigt øjeblik af fred midt i en af de mest voldelige og grusomme perioder i historien og viste et glimt af håb i en mørk tid og er en vigtig påmindelse til os alle om krigens absurditet og fredens underfuldhed.

Pressefoto