En uheldig fejl i Næstved Kommunes it-system betød, at langt de fleste elever i kommunens afgangsklasser ikke kunne bruge en computer til at løse deres opgaver i dag.

”Det er virkelig ærgerligt, fordi vi netop har haft ekstra fokus på dette og forberedt os godt på at løse opgaven,” fortæller Bo Guntofte, som er chef for kommunens Center for IT og Digitalisering.

Bo Guntofte forklarer, at Center for IT og Digitalisering havde forberedt opgaven ved bl.a. at standse alle andre opdateringer for at beskytte skoleområdet under afgangsprøven. Men en menneskelig fejl fik alligevel systemet til at strejke.

”Det drejer sig om et certifikat på sikker adgang til det trådløse netværk, og det certifikat var udløbet. Det havde en af vores teknikere desværre overset, og så kunne eleverne ikke få adgang til netværket.”

Bo Guntofte fortæller, at nogle af kommunens it-teknikere arbejder på højtryk med at rette fejlen på de berørte skoler, og at de også står klar tirsdag morgen til at hjælpe ved eventuelle it-problemer, når næste afgangsprøve skal afvikles.

Lige nu er Center for Uddannelse i gang med at undersøge, hvad it-problemet konkret betyder for hver skole og for hver enkelt elev.