Fastelavn er en spændende og hyggelig dag – særligt for børn. Derfor har Dit Næstved interviewet to af indskolingslærerne på Holsted Skole, Christian Tange og Majbritt Holck-Clausen, for at finde ud af hvordan denne dag bliver markeret på en af Næstveds folkeskoler.

Hvordan markerer I fastelavn i år?
På Holsted Skoles indskoling markerer vi fastelavn med en emneuge i uge 6, hvor vores 330 elever fra 0.- 3. klasse mødes på tværs af klasser og årgange. I år var temaet 1001 nats eventyr. Herfra havde vi udvalgt fire historier. Eleverne besøgte fire forskellige værksteder. Et værksted producerede snabelsko, et andet lavede uroer med figurer fra deres historie.  Et tredje værksted arbejdede med kort og kompas og mønstre, og et fjerde havde fokus på sund kost. Vores primære læringsmål er, at eleverne skal arbejde sammen på tværs af klasser og årgange, så de kender hinanden, når de mødes på gangen eller ude på legepladsen.

Torsdag aften arrangerer vi, som afslutning på ugen, en fastelavnsfest, hvor eleverne kan komme udklædte eller ej og hygge sig med dans, tøndeslagning og leg. I kantinen er der salg af pizza, rosiner og saftevand.

Hvad er der i tønden? 
Vi har valgt, at der ikke kommer noget i tønden, når vi holder fastelavnsfest. Vi vil have svært ved at sørge for, at alle 330 elever får noget fra tønden. I stedet kan de købe lidt i kantinen.

Hvor finder man byens bedste fastelavnsboller?
Vores gode kantine sælger nogle rigtig gode grovboller til eleverne.

Hvad tror du, de fleste børn er klædt ud som i år?
Vi ser mange fantastiske udklædninger, hvor man tydeligt kan se, at her har børn og forældre været kreative. I år var der en, som var klædt ud som træ, en anden som lækker sild og et par stykker som robotter, men det er umuligt at udpege ”den bedste udklædning”, når der er så mange, der har gjort et stort arbejde ud af det. Vi tror dog, at der var flest ninjadrenge og prinsessepiger.

Er fastelavnsriset en uddøende tradition?
Det ved vi simpelthen ikke. Vi har ikke mødt elever, der har snakket om det. Så måske er det på vej ud.

Har I nogle fastelavnstraditioner, der er særlige for Holsted Skole?
Vores emneuge og fastelavnsfest er en særlig tradition. Desuden afholder skolens SFO en tøndeslagning på selve dagen for fastelavn.

fastelavn