Fra mandag den 7. marts til fredag den 29. april udstiller den lokale billedkunstner Gudrun Cordt sine farverige malerier på Glumsø Bibliotek.
Gudrun Cordt fra Glumsø er autodidakt billedkunstner. Hun har tegnet og malet lige fra den tidlige barndom. Som datter af en dygtig amatørmaler og tegner, fik hun hurtigt et indblik i, hvad der krævedes. Hun begyndte at male i olie i før-puberteten. – Faktisk tegnede jeg altid. Først var det skibe, så huse og så roser. Min far havde nogle hæfter fra en korrespondance med en europæisk tegneskole, som jeg blev inspireret af, fortæller Gudrun Cordt, som også som voksen med børn eksperimenterede med farver, former og landskaber.
Allerede som barn lærte Gudrun Cordt at gå på maleriudstilling i København, bl.a. på Statens Museum for Kunst og Grønningen på Østerbro. – Jeg har sendt mange billeder til censurerede gallerier, fx Holbæk Kunsthøjskole, der gennem ti år anerkendte mine billeder og oveni købet præmierede et af mine billeder, ”Telefondrengen”, udtaler Gudrun Cordt, som også har haft billeder hængende på Rønnebæksholm via Næstved Kunstforening. Gennem de sidste 30 år har hun deltaget i en lang række maleriudstillinger mange steder på Sjælland.
Inspireres af livet, glæde og sorgen Inspirationen hentes fra livet omkring hende. Ligeledes inspireres hun af glæden og sorgen samt af malere som fx Van Gogh, skagensmalerne og i det hele taget farverig kunst. Gudrun Cordt er kolorist og delvist politisk i sine billeder. Kunsten er surrealistisk og abstrakt.
Udstillingen på Glumsø Bibliotek kan ses i bibliotekets åbningstid.