Efter mange års snak om fjernvarme, er tiden endelig kommet til, at det er blevet alvor. Det er nemlig NU du skal tilmelde dig, hvis du bor i Karrebæk eller Karrebæksminde og ønsker fjernvarme. AffaldPlus kommer med fjernvarmen, hvis der kan samles 65 % tilslutning. Tilmeldingsfristen er den 1. marts 2025.
Flere måder at blive tilsluttet på
Karrebæk Fjernvarme tilbyder tre forskellige måder at få fjernvarme på. Du har mulighed for at betale hele installationen på én gang eller via et årligt abonnement. I de to abonnementsmodeller klarer Karrebæk Fjernvarme hele din standardinstallation og den efterfølgende service, men der er også mulighed for at vælge en model, hvor du selv laver aftale med en VVS’er om den indvendige installation.
Udover de udgifter, der er forbundet med selve installationen, kommer den årlige betaling for den varme, du bruger.
Stabil, smart og klimavenlig fjernvarme
I Karrebæk skal der bygges en helt ny varmecentral, som kommer til at bestå af en stor varmepumpe, en akkumuleringstank, en el-kedel og solceller. Med sådan et produktionsapparat kan selskabet udnytte de varierende elpriser og producere størstedelen af energien på varmepumpen og el-kedlen, når elpriserne er lavest. Den overskydende energi opbevares i akkumuleringstanken og bruges i stedet, når priserne er høje. På dage hvor elpriserne er høje og solen skinner, kan Karrebæk Fjernvarme desuden gøre brug af egen elproduktion fra solcellerne.
Den måde at producere fjernvarme på er helt i tråd med fremtidens energimarked, hvor energien skal udnyttes mest optimalt. Samtidig gør varmecentralens produktionsapparat det muligt at imødegå eventuelle høje prisudsving.
Stort anlægsarbejde kræver stor opbakning
At lægge fjernvarmerør er omfattende, – både økonomisk og arbejdsmæssigt. Derfor er det nødvendigt, at der som tommelfingerregel er 65 % tilslutning til fjernvarme i alt men også pr. vejnavn, – dog med individuelle tilpasninger i forhold til boligernes placering. Der er derfor god grund til at få naboerne med på vognen, hvis du ønsker fjernvarme.
Skulle dit gasfyr stå helt af, før fjernvarmen kommer, så hjælper Karrebæk Fjernvarme dig med at få installeret et andet gasfyr, indtil fjernvarmen er klar til dig. Denne service kræver dog, at du er tilmeldt og har underskrevet en kontrakt. Det gør du på: affaldplus.dk/tilmeld-fjernvarme-4736
Du skal vælge fjernvarme fordi:
- Politikerne ønsker at udfase gas frem mod 2035.
- Et fjernvarmeanlæg holder betydelig længere end alternative varmekilder.
- Fjernvarmen er stabil og driftssikker varme.
- Fjernvarmen er mere miljøvenlig og udleder mindre CO2 end en varmepumpe.
- Karrebæk Fjernvarme skal ikke give overskud, – økonomien skal blot balancere.
- Der er ingen støj- eller lugtgener hjemme hos dig.