På Rønnebæksholm har de sammensat et rigtig spændende kunstprogram til din Kristi himmelfartsweekend.
Lancering af kunstprojektet Det Æstetiske Øre på Rønnebæksholm
Lørdag den 15. maj kl. 13
På lørdag åbner udstillingen af det lydbaserede kunstprojekt Det Æstetiske Øre på Rønnebæksholm med taler kl. 13 på gårdspladsen foran indgangen. Projektet er skabt af kunstnerne Olga Benedicte, Kristian Byskov, Ragnhild May og Jenny Gräf Sheppard, udviklet i samarbejde med Kunsthal Rønnebæksholm og kurateret af freelance kurator Iben Bach Elmstrøm.
Det Æstetiske Øre handler om at bringe kunstværker ud i samfundet på nye måder, der imødekommer publikummer, som har vanskeligt ved at besøge en kunstinstitution eller lever isoleret fra samfundet af forskellige årsager fx corona-pandemien.
Det er gratis at deltage i lanceringen, men du skal booke en billet pga. det gældende forsamlingsforbud samt medbringe corona-pas, da arrangementet både foregår inde og ude.
Book din billet og se programmet for lanceringen her
Skattejagt i parken på Rønnebæksholm (åben alle dage)
Tag familien med på vores sjove skattejagt “På Sporet af Rønnebæksholm”, som fortsætter hele året i anledning af Rønnebæksholms 700-års jubilæum. På skattejagten skruer Rønnebæksholm tiden tilbage, så I har mulighed for at udforske historien og naturen på området. I kan deltage i lodtrækningen om en flot præmie, hvis I løser gåden. Husk at printe skattekortet, før I ankommer.
Læs mere om skattejagten og print skattekort
Kunsthallens åbningstider i Kristi himmelfartsweekenden:
Torsdag d. 13. maj – søndag den 16. maj: Kl. 12-17
Oplev vores anmelderroste udstilling med Lærke Lauta, som er præmieret af Statens Kunstfonds Legatudvalg, og Sophie Duponts udstilling “Åndedræt – Breath” som indvier vores nye projektrum. Det er muligt at købe en kop kaffe/te og en muffin i receptionen. Madpakker kan medbringes og nydes på gårdspladsen foran hovedbygningen eller i Rønnebæksholms park.