Næstved Teater præsenterer forestillingen „Eks‟ med Det Kongelige Teater.
Opføres torsdag 10. april kl. 20.00 i Ny Ridehus, Næstved.
Et moderne, komisk trekantsdrama om at have skabt sig et liv, man overhovedet ikke vil være i.
På overfladen lever parret Sibylle og Daniel, spillet af Marie Bach Hansen og Mikkel Arndt, et perfekt, lidt småtrivielt familieliv med gode jobs, lækker lejlighed og to små børn. En nat dukker Daniels ekskæreste Franziska, spillet af Julie Agnete Vang Christensen, pludselig op. Hun bliver katalysator for en eksplosion i det, der viser sig at være et allerede hårdtprøvet parforhold mellem Daniel og Sibylle, hvis børn for længst er blevet gidsler i deres skyttegravskrig. Daniel har valgt forholdet til Sibylle frem for Franziska, fordi hun var den stabile og det fornuftige valg, men måske har han valgt forkert ?
Alle tre sidder nu tilbage med knuste hjerter og en selverkendelse, der er lig nul. Natten og alkoholen fremkalder både angst og desperation i stuen, og en indædt kamp om kærlighed udspiller sig på den mest grusomme, men også uhyggeligt underholdende vis.
Corona-nedlukningen inspirerede den anerkendte, tyske dramatiker Marius von Mayenburg til gennem tre selvstændige dramaer at undersøge familiens private fængsel: hjemmet. Eks er den første i trilogien. Et velskrevet kammerspil, der dissekerer middelklassens parforholdsproblemer, livsfælder og ulidelige lethed.
Thomas Bendixen har instrueret forestillingen.
Ledige billetter på http://www.naestvedteater.dk eller tlf. 26251850.
