Når anmelderroste iomfro kommer forbi Næstved, hvor hun går på scenen på Spillestedet Vershuset, så er der mulighed for at opleve et af de helt særlige nyere navne på den danske musikscene.

Poppoetisk nærvær
iomfro trækker på både hiphop-beatet, lejrbålsguitaren, 80’er-synths og dansable baslinjer, hvor hendes karakteristiske stemme bevæger sig blidt hen over de eftertænksomme melodier. Med udgangspunkt i familiechatten, graviditetstesten og en tur i Føtex, skriver iomfro sange om klimaangst, karriereplaner og kærlighedskvaler. Og om familiefødselsdage, medicinske aborter og forelskelse… Det handler ikke mindst om, at være alvorligt følsom og tage følsomheden alvorligt.

iomfro
Bag de underfundige tekster og fængende melodier står Alma Kjær Agergaard. Hendes signifikante vokal og sangskrivning så første gang dagens lys i 2021, da hun udgav en EP, der høstede stor ros. Året efter turnerede hun landet rundt som support for både Hugorm og Patina.

I oktober 2023 kom så endelig hendes ventede debutalbum, ”Vent på jeg revner”. Og man kan roligt sige, at det var et album, som fik opmærksomhed. Og flotte anmeldelser.

iomfro: lørdag den 10. februar. Døre kl. 20. Musikstart kl. 21.

Forsalg: www.vershuset.dk

Spillestedet Vershuset, Grønnegade 10, Næstved