Egmont er Danmarks største mediekoncern og en fond, som hvert år hjælper børn og unge med 100 mio. kroner. 15. maj fejrer Egmont 140 års fødselsdag og inviterer til filmforestillinger i bl.a. Nordisk Film Biografer Næstved.
Det skriver Egmont til Dit Næstved.
Mange danskere er hver dag i berøring med Egmont, der har fornyet sig konstant siden starten for 140 år siden. I dag er Egmont Danmarks største mediekoncern.
Egmont ejer Nordisk Film, der laver film i Oscar-klasse og har biografer over hele landet. Egmont udgiver magasiner og står bag bogforlag som Lindhardt og Ringhof. Egmont tæller også førende online-butikker, computerspil, digitale medieplatforme og streaming-kanaler.
Egmont har i mere end 25 år lavet public service på TV 2 i Norge, som ligner det danske TV 2. Egmont er en fond, så hele overskuddet går til at videreudvikle medierne samt til at hjælpe børn og unge, der har det svært.
Den 15. maj fylder Egmont 140 år. Det markeres på dagen ved at invitere danskerne i Nordisk Films biografer over hele landet med film til et bredt publikum. Også i Nordisk Film Biografer Næstved bliver dørene slået op til fødselsdagsfejring den 15. maj. Der udbydes 45.000 gratis billetter på landsplan.
“Egmonts DNA er at skabe stærke fortællinger i film, bøger, tv, computerspil og blade samt at bruge teknologi, så forbrugeren har adgang fra moderne platforme. Vi står bag Oscar-vindende film, store tv-serier, væsentlig nyhedsjournalistik og personlige historier, man kan spejle sig i.
Stærke historier og troværdig journalistik er helt afgørende i vores samfund. Som dansk fond kan vi tænke langsigtet, og Egmonts formål er at udvikle vores medier og at hjælpe børn og unge,” siger Egmonts koncernchef, Steffen Kragh.
Et moderne mediehus
Egmont blev grundlagt 15. maj 1878 af den blot 17-årige typograf Egmont Harald Petersen. Han var fra trange kår, men en innovativ og visionær ung mand – en af Danmarks første medieentreprenører. Egmont Harald Petersen lånte startkapital af sin enlige mor Petrine, som pantsatte alt, hvad hun havde, så sønnen kunne købe en trykpresse.
Som den første i Danmark trykte Egmont Harald Petersen billeder i farvetoner og fik snart omfattende succes; i begyndelsen af 1900-tallet trykte han bl.a. telefonbogen, julemærket, Politikens søndagstillæg i farver og alle værdipapirer, herunder statsobligationer.
Derudover overtog Egmont Harald Petersen et magasin, og en bladvirksomhed voksede hurtigt frem først i Danmark og senere uden for landets grænser. I dag udgiver Egmont 700 magasiner i 30 lande. I Danmark står bl.a. Hjemmet, Alt for damerne og Euroman på hylden – naturligvis også i en digital bladkiosk.
Men Egmont har udviklet sig til at være meget andet og mere end bladforretning. I porteføljen indgår også Nordisk Film – som er verdens ældste filmselskab, hvorfra der produceres både internationale tv-serier som svenske Beck og film i Oscar-klasse som Under Sandet. Og i det historiske arkiv finder man både Olsen-banden, Huset på Christianshavn og Matador.
Nordisk Films biografvirksomhed er ligeledes vokset til at være førende i både Danmark og Norge.
Hos bogforlaget Lindhardt og Ringhof udgiver Egmont bøger af nogle af Danmarks mest populære forfattere som Leif Davidsen, Merete Pryds Helle, Lone Theils og Michael Katz Krefeldt. Samtidig har forlaget frem mod december 2017 digitaliseret hele 20.000 titler.
I Norge startede Egmont for mere end 25 år siden public service-stationen TV 2, der kan sammenlignes med dansk TV 2. Her samles nordmændene omkring nyheder, sport og underholdning på ni forskellige tv-kanaler, for eksempel om Norges eneste 24-timers nyhedskanal.
Med udgangspunkt i Egmonts DNA – den stærke historiefortælling – er virksomheden de senere år blevet udviklet med nye vækstområder og teknologi. Egmont har investeret i succesfulde computerspil-virksomheder, ligesom en stærk indsigt i livsstil har ledt til, at porteføljen er nu tæller en række førende nordiske online-butikker.
Med erfaring fra underholdningsoplevelser i bl.a. biograferne har Egmont udviklet globale digitale gavekortsløsninger. Og i TV 2 i Norge er der skabt en række teknologiselskaber bl.a. med fokus på streamingteknologi og robotkameraer, som i dag bliver brugt af tv-selskaber verden rundt.
Egmont giver tilbage
Egmont Harald Petersen døde i 1914. I sin opvækst havde han selv haft trange kår tæt inde på livet, og han var optaget af, at hans virksomhed skulle give tilbage til samfundet. I 1920 blev Egmont omdannet til en erhvervsdrivende fond, som i dag hvert år giver knap 100 millioner kroner til at hjælpe børn og unge, der har det svært, mens resten af overskuddet geninvesteres i medier og teknologi.
Hvert år støtter Egmont en række projekter, for eksempel “Lær for livet”. Her får 1.000 børn og unge, som er anbragt uden for hjemmet, mulighed for at komme på læringscamps, hvor de bliver bedre til at læse, skrive og regne, samtidig med at de får et stort selvtillidsboost.
“Egmont har siden 1920 givet 2.9 milliarder kroner til udsatte børn og unge. Det er motiverende for os alle, at vi kan være med til at give en hånd til de børn og unge, som er i fare for at falde uden for fællesskabet,” siger koncernchef Steffen Kragh.
Fødselsdagsbilletter skal reserveres i forvejen
Fødselsdagsbilletter til Nordisk Film Biografer den 15. maj – herunder også billetter til Nordisk Film Biografer Næstved – bliver frigivet tirsdag 8. maj klokken 10.
Det er muligt at reservere to gratis billetter per person til alle filmforestillinger, der starter i tidsrummet 15.30-19.30 den 15. maj. Der udbydes 45.000 billetter, som dækker alle aktuelle film – lige fra komedier og børnefilm til dramaer og action.
Billetterne reserveres efter “først til mølle-princippet”, og nærmere detaljer kan fra 1. maj findes på www.egmont.dk
Her finder du Nordisk Film Biografer
København, Aarhus, Odense, Aalborg, Esbjerg, Hillerød, Frederiksberg, Lyngby, Frederikssund, Taastrup, Greve, Køge, Næstved, Kolding, Randers, Herning og Nykøbing Falster.