Flere danske børn og unge får bogstavelig talt jord under neglene. De fem danske spejderkorps har rundet 70.000 medlemmer, det højeste antal i mange år, og i flere spejdergrupper er der sågar ventelister. Stigningen i antallet af medlemmer forklares blandt andet med en voksende lyst hos forældre til at give deres børn en stærk relation til naturen, og adgang til de udviklende fællesskaber, som spejderbevægelsen tilbyder.

Vild natur, adventure-løb, udfordringer, samarbejde og fællesskab. Det er alt sammen noget, der rimer på dét at være spejder. Og det appellerer i stigende grad til danske børn og unge. De fem danske spejderkorps mønstrer nu over 70.000 medlemmer, hvilket er det højeste antal i mange år.

“Vi er rigtig glade for, at vi som spejderbevægelse vokser. Det er et udtryk for, at børn og unge, og deres forældre, er tiltrukket af friluftslivet og de udfordringer, der er forbundet med at være spejder. Samtidig oplever vi også, at det er udtryk for et behov for, at børn og unge kan indgå i meningsfulde fællesskaber, hvor de tager ansvar og dermed kan gøre en forskel for sig selv og andre”, siger Morten Junget, som er den ene af to formænd for Spejderne.

At være spejder er mere end snobrød og lejrbål
Fremgangen blandt de danske spejdere kan også ses i lyset af, at det er lykkedes spejderbevægelsen at brede begrebet spejder mere ud, og dermed vise et mere mangfoldigt billede af, hvad det vil sige at være spejder:

“At være spejder handler ikke bare om at lave lejrbål og snobrød. Det handler om at udvikle sig personligt, og som en del af fællesskabet. At være spejder er et frirum, hvor man føler sig tryg, og hvor det er en positiv ting at fejle, fordi det er en vigtig del af at udvikle sig. Og så byder spejderlivet på enestående oplevelser i naturen. En natur, som rigtig mange unge er optaget af at passe på og værne om,” siger David Hansen, som er den anden formand for Spejderne.

Flere spejdere kræver flere ledere
I takt med at der kommer flere spejdere, er der også behov for flere spejderledere. Hos Det Danske Spejderkorps, der er det største af landets fem spejderkorps, har man flere steder ventelister for at blive spejder. Derfor har man netop søsat en kampagne for at rekrutterer flere frivillige ledere:

“Flere børn og unge kalder jo naturligt på flere spejderledere, der kan lære fra sig og sikre gode rammer og oplevelser for børn og unge. At være spejderleder er samtidig noget, der er med til at udvikle dig selv, fordi du som leder bliver en del af et fantastisk fællesskab med andre spejdere. Og modsat hvad mange måske tror, så behøver man ikke at have været spejder selv, for at blive en god spejderleder. Det, der kræves som ny spejderleder, er en lyst til at bidrage til gode oplevelser for børn og unge, og medvirke til at skabe rammer, som spejderne kan udvikle sig i,” fortæller Benedikte Marie Kaalund, generalsekretær hos Det Danske Spejderkorps.

Se mere om at blive spejderleder på www.spejder.dk/bliv-leder.

Fakta:
Spejderne er en paraplyorganisation, der repræsenterer de fem spejderkorps i Danmark; Det Danske Spejderkorps, KFUM-Spejderne, De grønne pigespejdere, Danske Baptisters Spejderkorps og Dansk Spejderkorps Sydslesvig.

Spejderne er en børne- og ungdomsbevægelse, der nu tæller mere end 70.000 medlemmer. Vi bruger friluftsliv som en ramme om vores aktiviteter. Det skal både være sjovt, udfordrende og udviklende, når vi er sammen.

Spejderne arrangerer Danmarks største spejderlejr med mere end 35.000 deltagere, og de er sammen med fonde og toneangivende børne og unge organisationer fra civilsamfundet, ved at omdanne Middelgrundsfortet i Øresund til en af de største ungdomssatsninger nogensinde i Danmark; Ungdomsøen.

Læs mere på spejderne.dk

Spejderbevægelsen oplever det højeste antal medlemmer i mange år. Foto: Spejdernes Lejr 2017 havde deltagelse af mere end 35.000 spejdere. Fotograf: Heine Dransfeldt