Næstved Bibliotek markerer videnskabsfestivalen Forskningens Døgn med to spændende foredrag mandag den 25. april og onsdag den 27. april.
Mandag den 25. april kl. 19.00-20.00 kan du blive klogere på, hvordan bidraget fra computersimuleringer i eksperimentel kemi vokser sig stadigt større.
Computerkemi – når den fysiske kemi bruger simuleringer Moderne computerteknologier benyttes i dag rutinemæssigt til at komplementere eksperimentelt arbejde i kemien og biologien med avancerede analyser og forudsigelser, både via analytiske og numeriske modeller samt ved brug af maskinlæring.
Disse simuleringer er over tid blevet gradvist mere sofistikerede og dybere funderet i fysikkens love. Modelleringer af nye forbedrede materialer, optiske fænomener og luftbårne partikelsystemer understreger med tydelighed den samfundsmæssige vigtighed af computere i den fysiske kemi.
Janus Juul Eriksen, Adjunkt ved DTU Kemi, vil illustrere den moderne brug af computersimuleringer og teoretisk kemi ved hjælp af aktuelle eksempler fra forskningsverdenen såvel som industrien.
Onsdag den 27. april kl. 19.00-20.00 gælder det nanoteknologi. Uden at vi nødvendigvis tænker over det, så findes nanoteknologi i mange af de produkter, vi omgiver os med.
Nanoteknologi forventes kun at blive endnu mere udbredt i fremtiden, hvor det kommer til at spille en væsentlig rolle i de klima- og teknologiudfordringer, som vi står overfor i de kommende år.
De færreste har indsigt i, hvordan nanomaterialer bliver udviklet og fremstillet, men det har Martin Bondesgaard, Post. Doc. ved Aarhus Universitet, der er aftenens oplægsholder. Han vil gennem konkrete eksempler forsøge at give et indblik i, hvor denne proces foregår og hvilke overvejelser, man som forsker skal igennem fra start til slut i løbet af udviklingsprocessen.
Forskningens Døgn De to foredrag præsenteres i samarbejde med den landsdækkende videnskabsfestival “Forskningens Døgn”, der hvert år sætter fokus på den omfangsrige og mangfoldige forskning, der foregår på Danmarks universiteter og forskningsinstitutioner.
Begge foredrag finder sted på Næstved Biblioteks Store Scene. Bestil dine gratis billetter til det ene eller til begge foredrag på www.naesbib.dk