Grønnegades Kaserne Kulturcenter slår igen dørene op for et af årets mest festlige musikalske arrangementer, når Dansk Slager Parade 2025 gæster Næstved den 2. marts. Traditionen tro byder showet på en perlerække af Danmarks mest elskede sange fra slager-genren, leveret af kendte kunstnere, der skaber ægte nostalgi og feststemning.
Publikum kan glæde sig til optrædener fra nogle af Danmarks mest folkekære artister, herunder Jan Schou, Susanne Breuning, Michael Winckler, Anne-Mette Rix, præsenteret af Karin Strand-Holm og med det populære band Klaus & Servants i ryggen. Sammen vil de optrædende sørge for en aften med masser af hits og godt humør.
John Nørbjerg, leder af Grønnegades Kaserne Kulturcenter, glæder sig særligt til at byde Dansk Slager Parade velkommen tilbage:
“Det er altid en fornøjelse at få Dansk Slager Parade på programmet. Slager-genren har en evne til at skabe en helt særlig stemning og bringe folk sammen på tværs af generationer. Med de talentfulde kunstnere, der står på scenen i år, er jeg sikker på, at publikum får en uforglemmelig aften fyldt med hits, fællessang og gode minder. Vi ser frem til at byde alle velkommen til denne festlige koncert.”
Dansk Slager Parade har de senere år trukket fulde huse, og 2025 bliver ingen undtagelse. De optrædende vil på bedste vis hylde den danske slagertradition og sikre, at aftenen bliver en musikalsk rejse gennem tidens største hits.
Billetter til koncerten kan købes via Grønnegades Kaserne Kulturcenters hjemmeside www.gkkultur.dk, på billetkontoret eller ring til vores billettelefon på 5588 3940, og hør nærmere om hvordan Grønnegades Kaserne Kulturcenter kan hjælpe med billetkøbet.