Næstved Teater præsenterer cabaretten “Den sidste turist” med Bodil Jørgensen og Café Liva. Forestillingen opføres i Ny Ridehus, Næstved, søndag den 20. september kl. 17.00 og kl. 20.00.
Sidste sæson måtte Næstved Teater desværre aflyse på grund af Bodil Jørgensens sygdom – men nu kommer “Den sidste turist” til Næstved.
En kvinde har stået på Livas skibsdæk i 70 år og ventet, men ventet på hvad; ventet på hvem og ikke mindst: Hvorfor? Nu står hun så her – en kvinde i limbo – og ser tilbage på sit liv og sin samtid…..
Og det sker ved hjælp af cabaretkunstneren og teaterlederen m.m. Lulu Zieglers omfattende repertoire spændende fra “Sangen om Larsen”, “Mit Hjertes Café” og ikke mindst “Den Sidste Turist i Europa”.
Nu kunne klichéerne om tredivernes cabaret-tradition godt stå i kø, MEN – når stedet er Cafe Liva, repertoiret Lulu Zieglers og – ikke mindst – skuespillerinden Bodil Jørgensen. Så bliver det pludselig eksplosivt på en helt anden måde.
Sammen med akkompagnatøren Bjarne Sahl fortæller Bodil Jørgensen her en historie om kærlighed og et Europa, som ikke synes at have lært meget de sidste hundrede år.
Cabaretten spillede på Cafe Liva i forsommeren 2013 og blev en overvældende publikums- og anmeldersucces
med 35 totalt udsolgte forestillinger. Thomas Bendixen og Jacob Morild har stået for instruktionen.
Ledige billetter til forestillingen kl. 20 på www.naestvedteater.dk