Flere end hver anden dansker har købt en brugt vare inden for de seneste 12 måneder og vurderer, at de i gennemsnit har købt for 6.869 kr. Beløbet er en stigning på hele 57 procent sammenlignet med året inden. Det viser DBAs nye Genbrugsindeks, som for andet år i træk kortlægger den danske genbrugsøkonomi.
Det skriver DBA i en pressemeddelelse.
Brudekjoler, iPhones, racercykler, arkitektlamper, boremaskiner og havetrampoliner. Listen over, hvad danskerne handler brugt, kunne blive ved.
Og DBAs nye Genbrugsindeks viser, at endnu flere danskere har taget genbrugstrenden til sig. 56 procent af danskerne har nemlig købt en brugt vare inden for de seneste 12 måneder sammenlignet med 2016, hvor andelen var 49 procent.
Samtidig viser Genbrugsindekset, at de danskere, der har købt en brugt vare inden for de seneste 12 måneder, vurderer, at de i gennemsnit har spenderet 6.869 kr. Det er en stigning på hele 2.488 kr. sammenlignet med året inden.
Og genbrugsfeberen kan også mærkes på DBA:
“Vi kan se, at der sker en udvikling inden for genbrugsområdet. Antallet af annoncer på DBA er støt stigende år efter år, ligesom antallet af søgninger efter brugte varer også er intensiveret. Og kurven går fortsat kun opad,” siger Sofie Folden Lund, der er kommunikationschef hos DBA, som har 1,6 millioner unikke brugere om måneden.
Antallet af annoncer på DBA er steget med 88% fra 2013 til 2016. I alt blev der oprettet 19,2 millioner annoncer på DBA i 2016, og i samme periode blev der søgt efter sofaer en kvart million gange – hver eneste måned.
Ekspert: Danskere er købmænd og krejlere, der elsker at gøre en god handel
Genbrugsindekset viser, at noget af det som motiverer danskerne allermest til at købe brugt, er muligheden for at spare penge og gøre en god handel.
Anne Skare Nielsen, der er fremtidsforsker hos Future Navigator, genkender dette billede af danskerne og mener samtidig også, at danskernes genbrugsglæde falder i tråd med vores kultur.
“Vi danskere er nogle købmænd og krejlere. Vi kan godt lide at gøre en god handel og spare på tingene. Vi er ikke ude på at sælge katten i sækken. Vi kan bare rigtig godt lide det, når vi kan spytte i håndfladen og give håndslag, og hvor både køber og sælger er glade, når man skilles,” fortæller Anne Skare Nielsen.
Derudover peger DBA på, at signalværdien ved at handle brugt også er medvirkende til, at genbrugstrenden har taget fart:
“Det er blevet cool at handle brugt. Der er stor signalværdi i at genbruge, og vores Genbrugsindeks viser, at 40% af de danske genbrugskøbere fortæller meget gerne til venner og familie, at ting i deres hjem er købt brugt,” fortæller Sofie Folden Lund.
Anne Skare Nielsen bakker op om denne pointe:
“Der er ingen social slagside længere i forhold til genbrug. I dag signalerer genbrug ikke længere fattigdom eller mangel på ressourcer. I dag signalerer genbrug sund fornuft, og at man tænker sig om.”
DBA Genbrugsindeks 2017
DBA Genbrugsindeks 2017 blev lanceret d. 25. september 2017. For andet år i træk har DBA kortlagt den danske genbrugsøkonomi ved at gennemføre en befolkningsundersøgelse blandt mere end 2.000 respondenter og analysere brugeradfærden på DBA. Læs hele Genbrugsindekset her.