Næstved Y’s Men’s Club inviterer hermed til Forskningens Døgn den 23. april 2024:
Husmor og skribøse Tove Ditlevsen og Ester Nagel
v/Susanne V. Knudsen
Sted: Mogenstrup Menighedshus, Kirkeskovvej 8, 4700 Næstved.
Tid: kl. 18.00.
Pris: kr. 75.00 (incl. let smørrebrød). Drikkevarer øl, vand, vin kan købes.
Tilmelding senest 21/4/2024 17:30 på vejleskov@outlook.com eller SMS til 4274 1953
I foredraget får du et indblik i venskabet mellem Tove Ditlevsen og Ester Nagel, baseret på brevvekslingen mellem dem.
Den er udgivet med titlen Husmor og skribøse i 1986 og genudgivet med titlen Tove og Ester. En brevveksling i 2022.
De to forfattere mødte hinanden i begyndelsen af 1940’erne og et langt venskab opstod. Når de boede langt fra hinanden, udvekslede de synspunkter i brevene om dagligdagen som mor og husmor og som forfattere. Med humor fortalte de om situationer, hvor det kneb med at få de mange tilværelser til at hænge sammen. Du vil her møde en anderledes Tove Ditlevsen end den psykisk ustabile med flere indlæggelser og den melankolske forfatter. Sådan var hun også. Men hun viser sig i brevene som en grinebider, fyldt med humør og humor. I Ester Nagel mødte hun en ”humoride”, som Tove Ditlevsen slagfærdigt døbte veninden.