Den 17. maj kl. 17.00 overdrager Næstved Kommunes første Borgersamling sine 31 anbefalinger til Byrådet. Det sker til et arrangement på Rønnebæksholm.

36 borgere har arbejdet intensivt med kommunens udvikling over seks dage. Det har nu mundet ud i 31 anbefalinger, som de overdrager til Byrådet til et arrangement på Rønnebæksholm.

Forslagene tager udgangspunkt i at skabe et bæredygtigt Næstved for unge, byen og erhvervslivet. De er blevet til ved, at borgerne har arbejdet i grupper, lyttet til ekspertoplæg og diskuteret med hinanden.

Borgerne har taget opgaven på sig og er kommet hinanden ved. De har krammet, grinet og hentet hinanden med morgenbrød klar på passagersædet. For mange har det været meget nyt at arbejde med kommunens udvikling i fremtiden.

Den 19. juni afholder Byrådet en temadrøftelse, hvor politiker drøfter anbefalingerne.

Baggrund
Byrådet vedtog en ny vision i juni 2022, og besluttede samtidig, at borgerne i højere grad skal inddrages i processen med at gøre visionen til virkelighed. En af de måder det er blevet gjort på, er ved, at der blev startet en borgersamling, hvor alle kommunens 70.508 borgere over 16 år blev inviteret til at deltage. 791 borgere tilmeldte sig, og der blev derefter udvalgt 36 borgere, som afspejler kommunens sammensætning af borgere på baggrund af køn, alder, uddannelse og bopæl i kommunen.

Borgersamlingen er faciliteret af We Do Democracy.

Foto: ABW