I dag udkommer borgerrådgiveren i Næstved Kommunes årsberetning. Det er den første beretning, som dækker et helt år, fordi kommunen fik borgerrådgiverfunktionen midt på året i 2021. Årsberetningen gør status over de 337 henvendelser, som borgerrådgiveren fik i 2022.

Det drejer sig i alt om 352 sager, fordi nogle af henvendelserne handlede om sager i flere centre. Knap 70 % af henvendelserne hører under to centre: Center for Arbejdsmarked (149 henvendelser) og Center for Børn og Unge (83 henvendelser). Men der har været henvendelser inden for 9 ud af 10 af kommunens centre.

I 2022 blev der oprettet i alt 36.870 sager i Næstved Kommune. 13.190 af sagerne er oprettet i de centre, der behandler ansøgninger fra borgere om ydelser. Det gælder Center for Sundhed og Ældre, Center for Børn og Unge, Center for Arbejdsmarked samt Center for Handicap og Psykiatri.

– Målet er jo, at borgerne skal opleve sig set og hørt, når de er i kontakt med Næstved Kommune. Det er ikke altid, at borgerne oplever det. Når det er sagt, så hæfter jeg mig ved, at ikke alle henvendelser til borgerrådgiveren er klager, men også ønsker om rådgivning og vejledning. Nogle gange er der brug for friske øjne på en sag eller en anden måde at forklare stoffet på. Vi lærer rigtig meget ved at se os selv udefra gennem borgerrådgiverens øjne, siger Carsten Rasmussen, borgmester i Næstved Kommune.

Borgerrådgiveren kommer med anbefalinger til to centre
Center for Arbejdsmarked og Center for Børn og Unge får anbefalinger fra borgerrådgiveren i årsberetningen. Inden for Center for Arbejdsmarked handlede ca. 75 % af sagerne om råd og vejledning. En af anbefalingerne er, at centret bør have større fokus på, om borgeren får råd og vejledning, eller om borgeren indgiver en egentlig ansøgning. Det har betydning for borgerens retssikkerhed.

Inden for Center for Børn og Unge drejede 58 henvendelser sig om klager over sagsbehandlingen. Det er bl.a. klager over manglende overholdelse af sagsbehandlingsfrister, manglende svar på henvendelser, uklare afgørelser om aktindsigt m.m.

– Jeg har et godt og konstruktivt samarbejde med centrene i kommunen, men det er klart, at jeg, som borgerrådgiver indimellem, forstyrrer centrene, når jeg prøver at sætte fokus på måden, de gør tingene på. Jeg er borgerens stemme ind i organisationen. Men jeg er også organisationens spejl på, hvordan borgerne oplever den måde, de er blevet talt til eller det skriftlige, de får fra kommunen, fortæller borgerrådgiver Birgitte Vallø.

Borgerrådgiveren understreger, at hun kun møder et beskedent antal borgere og ser et mindre antal sager i forhold til det samlede antal sager, der behandles i centrene. Derfor er borgerrådgiverens årsberetning ikke er udtryk for den generelle kvalitet i sagsbehandlingen.

Center for Arbejdsmarked rakte ud til borgerrådgiveren
For et år siden var Næstved Kommune blandt de kommuner, der havde udfordringer i forhold til at gå i dybden med enkelte borgeres sager. Det viste en rapport fra Ankestyrelsen over sager, hvor aktivitetsparate borgere blev trukket i ydelse, fordi de ikke var mødt op til et tilbud eller en samtale. Derfor bad Center for Arbejdsmarked borgerrådgiveren om at gennemgå udvalgte sager.

Efter borgerrådgiverens gennemgang har Center for Arbejdsmarked ændret flere arbejdsgange, medarbejderne har fået yderligere uddannelse på området, og der har været et læringsforløb ved Ankestyrelsen.

Det betyder blandt andet, at alle borgere, der har været i risiko for at blive trukket i ydelse, får direkte besked om udfaldet. Tidligere var det kun de borgere, der blev trukket i ydelse, som modtog et brev. Det er efter anbefaling fra borgerrådgiveren.

– Vi sætter stor pris på samarbejdet med borgerrådgiveren. Hvis der er noget, vi kan blive bedre til i vores sagsbehandling eller noget, borgerne ikke er tilfredse med i vores kommunikation med dem, er det godt, at vi bliver gjort opmærksom på det. I sidste ende er det jo til positiv gavn for alle de borgere, vi er i kontakt med, siger arbejdsmarkedschef i Næstved Kommune, Torben Bahn Petersen og fortsætter:

– Vi er blevet bedre til at partshøre borgerne, og vi er blevet mere opmærksomme på at inddrage alle elementer i vores sager, før vi træffer en afgørelse.

Om borgerrådgiveren
Næstved Kommune fik borgerrådgiverfunktionen i juni 2021. Borgerrådgiveren refererer direkte til Byrådet.
Formålet med borgerrådgiver-funktionen er

• at styrke dialogen mellem borgerne og Næstved Kommune samt at bidrage til sikring af borgernes retssikkerhed i forbindelse med kommunens sagsbehandling og faktiske forvaltningsvirksomhed.

• at være ekstra indgang for borgere, brugere og erhvervsdrivende til at klage over forhold, der vedrører Næstved Kommune.

Borgerrådgiveren skal i sit tilsyn med forvaltningen medvirke til, at klager bruges konstruktivt til forbedringer af kommunens sagsbehandling og borgerbetjening.

Borgerrådgiverfunktionen har de seneste år fået opmærksomhed landspolitisk, bl.a. med en bevilling på finansloven.
Sådan kontaktes borgerrådgiveren

Borgerrådgiver Birgitte Vallø træffes tlf. 2154 3090 eller borgerraadgiveren@naestved.dk

Se nærmere på www.naestved.dk om træffetid og fremsendelse af fortrolige oplysninger.

 

Birgitte Vallø har været borgerrådgiver i Næstved Kommune siden juni 2021. Pressefoto