AOF Næstved & Susålandet, AOF Næstved & Susålandet præsenterer: Simon Rom Gjerø er cand.mag i kinesisk, moderne Østasien- og udviklingsstudier og historie. Han har boet 12 år i Kina, hvor han bl.a. har arbejdet som rejseleder, journalist, forfatter og historiker. Han underviser i kinesisk og historie og er forfatter til flere bøger og artikler om Kina. Første gang: 26.09.2022, kl. 19:00
Mandag d. 26. september 2022 kl. 19-21:
Du store kineser
Hvem er kineserne og deres ledere og hvordan opfatter de os og sig selv?
Af hver femte person i verden er én kineser. Hvem er disse mennesker, der udgør så stor en del af menneskeheden og hvilken helt almindelig hverdag leves der bl.a. de 1,4 milliarder mennesker inde bag den kinesiske mur? Fra milliardæren til tiggeren i Shanghai, fra kinesisklæreren i Beijing til risbonden i Guizhou, fra den tibetanske hyrde til skoleeleven i Indre Mongoliet. Mange forfattere og rejsende fra Kina har forsøgt at få os til at tro, at kineserne er både eksotiske og mystiske og lige så forskellige fra os, som mennesker næsten kunne være. I dette foredrag graver vi dybt i sandkassen og kommer tættere på sandheden om landet, folkene, partiet og dets ledere, samt forskellene og lighederne mellem os og Riget i Midten.
Mandag d. 31. oktober2022 kl. 19-21:
Kinas grønne omstilling
Kina er verdens største udleder af Co2, men samtidig har Kina allerede i mange år været det land i verden, der investerer mest i grønne teknologier og er helt i front når det gælder udviklingen af alternative energiformer. Der er simpelthen en grøn revolution i gang – og derfor er det er vigtigere end nogensinde at holde øje med hvad der sker i Riget i Midten. Næsten halvdelen af alle nye elbiler i verden i 2021 blev solgt i Kina; og i Shanghai skal halvdelen af alle nye biler køre på el eller brint inden 2025. Og til at hjælpe det på vej, er der allerede opsat langt over 800.000 ladestandere over hele landet. Målet er at Kina skal være Co2 neutral inden 2060. Kom og hør om, hvordan de har tænkt sig at nå det.
Mandag d. 28. november 2022 kl. 19-21:
Taiwan – en kinesisk provins eller et selvstændigt land?
Uanset om det er et bluff eller en ægte trussel om invasion, har stigningen i kinesisk militær aktivitet over Taiwan i løbet af den sidste tid skabt global bekymring. Centralt i konflikten er, at den kinesiske regering ser Taiwan som en udbryderprovins, der i sidste ende vil blive en del af landet igen. De fleste taiwanere er totalt uenige. De føler, at de lever og bor i en separat nation – uanset om uafhængighed nogensinde bliver erklæret officielt eller ej. Men hvad er hoved og hale i denne konflikt og er der nogen der har ret?
Mandag d. 19. december 2022 kl. 19-21:
Kinas kvinder – Fra indbundne fødder til høje hæle og #metoo
Historien bliver fortalt gennem tre generationer af kinesiske kvinder. Deres livhistorier illustrerer den enorme forandring kvinderne har gennemgået i det kinesiske samfund. Bedstemor Wang, der fik ”befriet” sine indbundne liljefødder, arbejderkvinden Liu, hvis liv næsten blev ødelagt af Kulturrevolutionen, og den unge fraskilte forretningskvinde Xue Rui, der til trods for en god karriere og det frie liv, bukkede under for familiens og samfundets pres og giftede sig igen. Til sammen dækker de over de sidste hundrede års historie i Kinas hovedstad, Beijing. Få et fantastisk indblik i, hvordan livet ser ud for de kinesiske kvinder i dag i forhold til dating, familie, ægteskab, børn, karriere, #metoo, coronakrisen og meget andet.
Mandag d. 30. januar 2023 kl. 19-21:
Rusland – Kina
Det sidste år er der blevet skrevet stolpe og ned om forholdet mellem Rusland og Kina. Men meget af det, der er blevet skrevet, tager ikke højde for den virkelige historie mellem de to nationer. Dette foredrag vil transportere dig tilbage til en række historiske møder på grænsen mellem Rusland og Kina over en tre hundrede årig periode, og udforske en række begivenheder, der fortsætter med at forme de geopolitiske relationer mellem disse to stormagter. Historien om rivaliseringen mellem det russiske imperium/Sovjetunionen og Kina gentegnede kortet over Asien og gav anledning til et af de vigtigste – og mest komplicerede – forhold i verden i dag.
Mandag d. 27. februar 2023 kl. 19-21:
Beijing – Fortidens og fremtidens by
Få byer i verden har tjent så længe som det politiske hovedkvarter og kulturelle centrum i et område så enormt som Kina. Beijing, eller Peking, har været en integreret del af Kinas historie i løbet af de sidste otte hundrede år og betydningen af Beijing gør det således umuligt at forstå Kina uden kendskab til denne by. Formand Mao havde drømt om at se endeløse rækker af rygende fabriksskorstene, når han så paraderne fra toppen af Den Himmelske Freds Port. Men på trods af et helt usandsynligt byggeboom de sidste 30 år, er det heldigvis stadig muligt at finde den gamle stad, og byens centrale akse med verdens største paladskompleks, Den Forbudte By, i midten, er intakt. Men byen er også konstant udfordret af overbefolkning, trafik, forurening, tørke og meget andet, og spørgsmålet er om byen kan følge med.
Mandag d. 27. marts 2023 kl. 19-21:
Krudt og kugler i Kina
I 1921 fik det danske firma Nielsen & Winther en millionordre på maskiner til våbenproduktion. Maskinernes destination var Mukden, hovedstaden i Manchuriet, og køberen var Kinas mest magtfulde krigsherre, Mukdentigeren. Med den dyrebare last fulgte den danske ingeniør Robert A. Christensen. Han fik til opgave at bygge en topmoderne våbenfabrik, der skulle være Kinas største, så krigsherren drømme om at blive Kinas nye kejser kunne realiseres. Ikke alt gik dog som planlagt.
Hør om Kinas farverige krigsherrer, der dagligt plottede mod hinanden og hvor alliancer skiftede som vinden blæste. Og hør om det luksuriøse expatliv i 1920ernes Nordøstkina, der levedes vildt og vovet – med japanske skønjomfruer, brændevin og champagne i stride strømme – mens bomberne faldt om ørerne på dem og faren for japansk invasion kom tættere på dag for dag.