Hvis bare hver tredje kunne overtale én til at stemme ved kommunalvalget 21. november, ja så ville stemmeprocenten være oppe på næsten 100. Det er selvfølgelig meget forenklet, men alligevel baggrunden for, at Næstved Kommune op til valget opfordrer alle til at tale med en ven, nabo, kollega eller familiemedlem, der ikke har tænkt sig at stemme.
Konceptet kalder de demokrati-ven og sammen med de andre tiltag håber de, at det er med til at sikre en høj valgdeltagelse. Det skriver Næstved Kommune til Dit Næstved.
Ligesom andre kommuner og regioner ønsker Næstved Kommune også, at så mange som muligt gør brug af deres demokratiske ret og stemmer ved kommunal- og regionsvalget 21. november 2017.
De har dog tænkt lidt ud af boksen, når det kommer til målgrupper, idet de ikke udelukkende henvender sig til dem, der ikke stemmer.
Næstved Kommune har nemlig opfundet konceptet demokrati-ven, som i ordets bogstaveligste forstand betyder, at man er ven med demokratiet.
“Det er vigtigt at så mange som muligt stemmer. Ikke bare fordi vi efter valget kan sidde med en høj procentsats, men fordi vi mener, at det er vigtigt at være del af demokratiet. Fordi det at være en del af et valg også er at have taget stilling til det samfund, man er en del af. Når det er sagt, må vi også erkende, at man i dag er mere tilbøjelig til at lytte til dem, man kender, end til eksperter, institutioner eller overordnede kampagnebudskaber fra det offentlige.
Derfor har vi denne gang valgt at gå lidt anderledes til værks og benytte os af en mere indirekte kommunikation. Vi opfordrer folk – som vi ved, at vi når med vores traditionelle kanaler – til at få andre til at stemme. Til at være demokrati-venner,” fortæller Birgitte Eriksen, chef for Center for Politik og Udvikling i Næstved Kommune.
På den måde håber kommunen, at de borgere, der allerede stemmer, vil bringe budskabet videre til dem, som er i tvivl, om de vil stemme, eller som ikke stemmer.
“Ordet demokrati-ven er valgt, fordi det åbner for forskellige tolkninger og tanker. Vi har sammensat to positivt ladede ord, som understreger, at demokratiet og valget er vigtigt, og at man aktivt kan støtte op om det ved først og fremmest selv at stemme – men også ved at hjælpe andre til det. Det kan være alt fra en snak over frokosten på arbejde, køre naboen til stemmestedet, et opkald til niecen, der lige er fyldt 18 år eller at aftale at følges med en ven hen at stemme den 21. november,” lyder det fra Birgitte Eriksen.
Bred kampagne
Som del i kampagnen indgår toilet-graffiti-plakater, annoncer, radiospots, de digitale byporte, postkort med afkrydsningsmuligheder, pins, Facebook-opslag og konkurrencer. Med andre ord en bred kampagne, der inviterer folk til at være demokrati-venner, der engagerer sig i at få netværket til stemmeurnerne.
Ud over demokrati-ven-konceptet har Næstved Kommune også gjort det let at brevstemme ved opstille 17 mobile valgbokse forskellige steder i kommunen på forskellige tidspunkter. Lige fra ældrecentre og varmestuer til uddannelsesinstitutioner og banegårdspladsen får besøg af en mobil valgboks.
De 10 valgbokse vil komme ud på de forskellige lokationer, og de syv vil have en fast placering på lokalbibliotekerne, hvor man kan afgive sin stemme hver dag i åbningstiden frem til den 17. november 2017. For at kunne brevstemme skal man blot medtage personligt ID med påtrykt cpr-nummer, f.eks. sit sundhedskort, pas eller kørekort.
Ved sidste Kommunalvalg i 2013 vandt Næstved Kommune sølv i stemmeprocent-hop. Forstået på den måde, at valgprocenten i Næstved Kommune steg med 9,5 procentpoint – fra 64,5 % i 2009 til 74% i 2013. Hvad stemmeprocenten bliver i år er endnu uvist, men sikkert er det, at hver en stemme tæller.