Næstved Museumsforening inviterer til offentligt foredrag ved Palle Birk:
På Sct. Peders Kirkeplads lå indtil 1956 Gjøernes Gaard, som tilhørte Eskild Gjøe til Krenkerup, rigets marsk. Han døde i 1505 og havde testamenteret sin gård til sin 2. kone Sidsel Brahe. Eskilds søn, rigshofmester Mogens Gjøe, fik med sin 1. kone Mette Bydelsbak bl.a. datteren Birgitte Gjøe, som i sin tid blev en af Danmarks rigeste kvinder. Hun fik ved Universitetets hjælp ophævet en trolovelse med Jesper Daa, påtvunget hende af familien og en nonne med et birkeris, da hun var ca. 14 år gammel, så hun i 1544 kunne gifte sig med rigets admiral, skåningen Herluf Trolle.
De to lagde ud med at få det kongelige len Krogen i Helsingør, og via Birgittes arv Hillerødsholm mageskiftede de sig til Skovkloster. Dermed var der lagt an til Herlufsholm. Og da parret ikke fik børn, valgte de at stifte og donere alle deres ejendomme til den skole, som stadig findes på Herlufsholm. Dermed lagde Birgitte sig ud med dele af sin familie, som havde set frem til at arve hendes godser – i en grad, så hun som sit motto valgte ”Stol ikke på mennesker, men frygt Gud og gør ret”. Da admiralen døde i krig, blev Birgitte skolens første forstander.
Vi skal i dette foredrag følge pigen, jomfruen, hustruen og enken Birgitte Gjøe rundt i Danmark på hendes ejendomme og len, bl.a. se på, hvordan hun lånte Sortebrødregård i Næstved af sin fosterdatter Sibylle Gyldenstjerne, som var gift med Birgittes fætter, og byggede den om til et passende enkesæde, hvor både hun og Sibylle endte deres dage i henholdsvis 1574 og 1611.
Foredraget finder sted onsdag d. 13. oktober 2021 kl.19.00 i byens nye Kulturhus Boderne, Sct. Peders Kirkeplads.
Entre kr. 30, gratis for medlemmer af Næstved Museumsforening. Der er salg af kaffe og kage i pausen.