Bedre fotograf på 3 timer – intensiv fotoworkshop på Rønnebæksholm
I forbindelse med den aktuelle udstilling FOTOGRAFIER, afholder Rønnebæksholm to intensive fotoworkshops søndag den 15. maj kl. 10-13 samt kl. 14-17. På workshoppen vil deltagerne, med kunstfotograf Sara Lubich som underviser, få fokus på deres eget kunstneriske udtryk, og hvordan de kan arbejde konstruktivt og kreativt med motiver – selv på kort tid.
Der vil blive stillet en konkret opgave, som skal løses forholdsvis hurtigt, og sammen med underviser Sara Lubich gennemgås de – måske – færdige resultater som afslutning på workshoppen.
Kunstfotograf Sara Lubich er uddannet fra Fatamorgana, Danmarks fotografiske Billedkunstskole. Hendes fotografier viser ofte rum og steder – fysiske såvel som mentale – med et drømmende, nostalgisk udtryk Sara Lubich
Deltagerne skal selv medbringe kamera – det kan være alt fra et spejlreflekskamera til kameraet i telefonen. Bare det er digitalt, så billederne kan ses af alle med det samme. Der kan også medbringes en computer til at redigere billederne på, men det er ikke et krav.
Max 12 deltagere pr. workshop. Der kan vælges mellem to workshops: søndag d. 15. maj kl. 10-13 og søndag d. 15. maj kl. 14-17.
Workshoppen afholdes i forbindelse med udstillingen ”FOTOGRAFIER – dansk nutidsfotografi fra Kunst på Arbejdspladsens samling”, som kan ses på Rønnebæksholm frem til d. 5. juni 2016.
Billetter koster 160,- inkl. gebyr og gratis adgang til udstillingen, sælges via Sj-Billetten.
Udstillingen ”FOTOGRAFIER” kan ses i tidsrummet 12.00-17.00, og der vil være mulighed for at købe mad og drikke i Rønnebæksholms dejlige café, som har åbent fra 12.00-16.30.