Når anden weekend af Spillestedet Vershusets efterårsprogram går løs, så er der besøg af to danske rockbands. Fredag den 13. september rulles løberen ud for heftigt roste Barselona, og dagen efter står den på en tur ud i U2’s univers.
Stilsikker og moderne dansk rock
Trods deres unge alder, har Barselona udgivet fire album, hvor det seneste er fra sidste år. På scenen leverer de en energisk rockkoncert med store omkvæd, bastunge beats, soloer og fart på, inderlige klaverballader og fællessang.
Barselona har lige siden deres begyndelse elsket at komme rundt i hele landet og stå ansigt til ansigt med deres publikum. Netop derfor glæder bandet sig til denne turné, hvor de besøger byer og spillesteder, de aldrig har besøgt før. Og første stop er i Næstved!
U2’s BEST
Efterårsprogrammet på Vershuset har traditionen tro Die Herren med, som altid garanterer en fantastisk aften, hvor publikum inviteres med på en medrivende rejse gennem en lang række af de største U2-hits gennem tiden. Bandet har eksisteret siden 1991, så man kan roligt sige, at de har en solid erfaring ud i at videreformidle det irske bands lyd og musik.
Og man overraskes over, hvor intense og nærværende U2´s sange bliver i Die Herrens fortolkninger. Die Herren giver sangene nyt liv og ny energi i nuet, uden at de mister historiens U2-touch. “One”, “With or Without Your”, “Sunday Bloody Sunday”, “Vertigo”, “I Still Haven’t Found What I´m Looking For”, “Where the Streets Have No Name” og mange af de andre store sange, som virker så fremragende live, bliver naturligvis en del af U2s BEST.
Barselona: fredag den 13. september. Døre kl. 20. Musikstart kl. 21.
Die Herren: lørdag den 14. september. Døre kl. 20. Musikstart kl. 21.
Program og forsalg: www.vershuset.dk
Spillestedet Vershuset, Grønnegade 10, Næstved