Hjælp til hele familien fra Alkoholrådgivningen
Næsten 1600 børn skønnes at vokse op i familier med alkoholproblemer i Næstved Kommune. At vokse op i en familie, hvor den ene eller begge forældre drikker for meget, kan have store konsekvenser for børnenes trivsel. Derfor tilbyder Næstved Kommune nu Familieorienteret Alkoholbehandling, hvor hele familien er i fokus.
Alkohol fylder desværre for meget hos alt for mange familier. På landsplan er cirka 140.000 danskere afhængige af alkohol, og 122.000 børn mellem 0-18 år skønnes at vokse op i familier, hvor alkohol er en stor del af hverdagen.
I Næstved Kommune skønnes omkring 13.000 borgere over 16 år at have et alkoholforbrug, der er over det anbefalede, og næsten 1600 børn at vokse op i hjem, hvor alkohol er en stor del af hverdagen. Det svarer til tre børn i hver skoleklasse – og tallet kan endda være endnu højere.
Familien i fokus
Næstved Kommune har derfor etableret et nyt tilbud, der har fokus på hele familien. Tilbuddet, der hedder Familieorienteret Alkoholbehandling, består af familiesamtaler kombineret med alkoholbehandling til den, der drikker. Og familien får desuden tilbudt samtaler og støtte af en familiebehandler og en alkoholkonsulent, som altid tager udgangspunkt i familiens særlige problemstilling – også selvom den, der drikker, ikke ønsker at deltage.
Medarbejderne i Alkoholrådgivningen og Familienetværket er blevet efteruddannet til at arbejde familieorienteret, og sammen har de udviklet en særlig model for et meget tæt samarbejde – også med familien
– Jeg ved, at næsten 40 procent af de borgere, som er i alkoholbehandling i Næstved har børn under 18 år, og det er utrolig trist, at så mange børn skal vokse op med alkoholproblemer på nærmeste hold. Jo tidligere familierne får hjælp, jo større chance er der også for, at børnene i de pågældende familier kan få en tryg opvækst – så jeg håber, at Familieorienteret Alkoholbehandling vil betyde, at flere af de familier, hvor alkohol fylder for meget, vil søge hjælp, lyder det fra Kirsten Devantier, formand for Sundheds- og Psykiatriudvalget i Næstved Kommune.
Vigtigt med tidlig indsats
For at komme problemerne i forkøbet er der også som noget nyt udpeget ti nøglepersoner i dagplejen, daginstitutioner, sundhedspleje, jobcentret, familienetværk og frontteam. Disse nøglepersoner skal udbrede projektet til deres kolleger, så flere medvirker til en tidligere indsats i familierne. For eksempel vil sundhedsplejen og dagplejen fremadrettet systematisk spørge nye forældre om, hvilken betydning alkohol har i deres familie, og opfordre dem til at tænke en ekstra gang over deres alkoholforbrug ved hjælp af en lille test.
Læs mere om Familieorienteret Alkoholbehandling på http://www.naestved.dk eller kontakt Næstved Sundhedscenter på sundhedscenter@naestved.dk eller tlf. 5588 1453 for mere information.
Fakta
– I slutningen af januar afholdes der temadage for medarbejdere i daginstitutioner, dagpleje, skoler, sundhedspleje og jobcenter, så de også får redskaber til at spørge til alkoholvaner og ved behov henvise til Familieorienteret Alkoholbehandling.
– Man er altid velkommen til at ringe til en alkoholkonsulent på tlf. 5588 1400 og få en uforpligtende snak om behandlingstilbud. Telefonen er åben mandag-torsdag kl. 8-15. Og fredag kl. 8-13. Alkoholkonsulenterne har også telefontid dagligt mellem kl. 8-9. Man kan også ringe til til Frontteamet i Center for Børn og Unge på telefon 55 88 31 10. Telefonen er åben mandag, tirsdag og torsdag mellem kl. 10 og 15 og fredag mellem kl. 10 og 13. Selve tilbuddet om familieorienteret alkoholbehandling skal man visiteres til, men kontakter man et af ovenstående numre, bliver man hjulpet videre.