Fra fredag den 7. august til fredag den 2. oktober udstiller Lenore Elizabeth Nielsen sine farverige billeder på Glumsø Bibliotek.
Allerede fra barnsben var Lenore Elizabeth Nielsen glad for at tegne og male. I mange år endte ”kunstværkerne” i skuffen eller blev beundret af tålmodige familiemedlemmer. – Med tiden har jeg fundet modet til at vise dem til et bredere publikum. Og det viser sig, at mit arbejde vækker begejstring hos mange, fortæller Lenore Elizabeth Nielsen, som har været hobby-kunstner i mange år.
Materialerne skaber deres eget udtryk
Lenore Elizabeth Nielsen ynder at bruge akrylmaling og akvarel. Og når ånden kommer over hende, kan hun finde på at blande det hele med tusch, farveblyanter, kul og oliepasteller. Hun er optaget af, hvordan farverne påvirker hinanden. Ligeledes oplever hun, hvordan materialerne tager over og skaber deres eget udtryk.
Eventyr og fortælleglæde
– Jeg er glad for at male abstrakte malerier, mine tuschtegninger er levende, og mine blomsterbilleder bobler af eventyr og fortælleglæde. Ofte får mine malerier og tegninger lov til at udvikle sig uden megen bevidst indgriben fra min side. Her får jeg skabt en verden, hvor betragterne selv kan finde en mening – hvis de synes, det er nødvendigt, udtaler kunstneren og tilføjer: – Jeg synes selv, at maleriet er færdigt, når det giver mig en boblende følelse af glæde.
Udstillingen kan ses i bibliotekets åbningstid.