Gå på opdagelse på Rønnebæksholm og se sider af det gamle gods, der ikke normalt er åbne for publikum. Kulturnatten den 2. oktober på Rønnebæksholm varer fra kl. 19-22, og der er gratis adgang.
Fra de gamle pigekamre på loftet til kælderen, hvor Marie Toft holdt sine ulovlige gudelige forsamlinger i 1840’erne og til kontorerne, hvor Rønnebæksholm i dag drives fra. Se Herskabsstalden og Grundtvigs digterpavillon, Venligheden, og få gode historier fra fortid og nutid med på vejen.
Den næsten 700 år lange historie om Rønnebæksholm byder både på fortællingen om Danmarks første krudtmølle og om ”den gale kammerherre”, bondeplageren Beringskjold. Hør den smukke og triste fortælling om Grundtvigs største kærlighed, og få et indblik i, hvordan der i dag arbejdes med kunst og kultur bag de tykke mure.
Aktiviteter for børn og voksne i kunstværkstedet
Blandt levende lys i det nattedunkle kunstværksted i kælderen er der stemningsfulde aktiviteter for børn og voksne. Leg med lys, mørke og farver med introduktion og gode råd fra kunstformidler Maria Wolder.
Den smukke, nye café er åben hele aftenen, og på administrationsgangens kontorer kan man møde leder og kunsthistoriker Dina Vester Feilberg til en snak om Rønnebæksholms lange historie og arbejdet med kunst.
Praktisk info
Der kører gratis bus mellem Kvægtorvet og Rønnebæksholm over Kasernevej. Første afgang fra kvægtorvet er kl. 18.30, derefter kører bussen i pendulfart over Rønnebæksholm til Kasernevej og retur til Kvægtorvet. Sidste bus fra Kvægtorvet afgår kl. 21.30.