duoOplev det smukke og intense møde mellem instrumenterne cembalo og accordeon, når Duo Diagonal giver koncert på Rønnebæksholm torsdag den 1. oktober kl. 19.30 og blandt andet opfører et helt nyt værk af stedets huskomponist John Frandsen.

Der er en uropførelse på progammet, når den unikke Duo Diagonal med Anka Zlateva på cembalo og Adam Ørvad på accordeon giver koncert på Rønnebæksholm den 1. oktober.

Til koncerten vil duoen nemlig opføre et nykomponeret værk af John Frandsen, som er en af Rønnebæksholms to huskomponister. John Frandsen har sit virke i den klassiske genre og er kendt for sin store erfaring og sit stærke, personlige udtryk.

Værkets navn er “Sisyfos”, og det bygger på den græske myte om Sisyfos, der til evig tid slider med at slæbe stenen op ad bjerget, kun for at se den trille ned igen. Med musikstykket stiller komponisten spørgsmålet: Er det overhovedet vigtigt at nå op på toppen, eller er processen i virkeligheden mere interessant?

”Det er en stor fornøjelse at arbejde med Johns værk. Det er på flere måder klangligt nyskabende, og det rammer en fin balance mellem kompleksitet og umiddelbar effektfulde musikalske virkemidler, der klæder de to instrumenter”, siger Adam Ørvad, der glæder sig til at præsentere værket på Rønnebæksholm.

Stykket er første del af et større projekt, der fortsætter i 2016, hvor værket vil blive opført i en concerto-variant for Duo Diagonal og Storstrøms Kammerensemble.

3cfb63_DuoDiagonal2En unik duo
Duo Diagonal, som blev dannet i 2005, har optrådt ved koncerter og festivaler i ind- og udland og udgivet den anmelderroste CD ”Incontri” med musik af bl.a. A.L. Couperin, Johann Mattheson, Timme Ørvad og Pancho Vladigerov.

Samspillet mellem cembalo og accordeon er en instrumentkombination med garanti for uopdagede nuancer og klange. De to instrumenter kommer egentlig fra hver sin ende af musikhistorien; cembaloets storhedstid var i barokken 1700-tallet, mens det moderne koncert-accordeon især er blevet anerkendt som klassisk soloinstrument inden for de seneste ti år. I Duo Diagonal kommer accordeonet på besøg i barokken og cembaloet kommer på visit i det 21. århundredes musik. Foreningen af de to instrumenter byder på stor intensitet og en kolossal dybde af klang.

Første møde med huskomponisterne på Rønnebæksholm
Koncerten med Duo Diagonal er også den første opførsel af en af Rønnebæksholms huskomponisters værker. I sæson 2015-2016 har Rønnebæksholm fået tilknyttet de to komponister Anders Lauge Meldgaard og John Frandsen som huskomponister. Projektet er forankret på Rønnebæksholm, og de to meget forskellige musikalske personligheder skal skabe nye værker til opførelse på stedet.

Statens Kunstfonds Legatudvalg for Musik støtter projektet under huskomponistordningen, hvor en institution i en længerevarende periode bliver vært for at udvikle og præsentere nye musikalske idéer. Begge komponister skaber fire værker, der alle opføres på Rønnebæksholm over det næste år.

Billetter
Billetter til koncerten med Duo Diagonal kan købes på Grønnegades Kaserne Kulturcenter, Grønnegade 10, 4700 Næstved eller på www.sj-billetten.dk, hvor man også finder øvrige salgssteder.
Billetprisen er 90 kr. inkl. gebyr. Eventuelt resterende billetter sælges ved indgangen. Dørene åbnes kl. 19.00.