Billetter til Teatergruppen Talent-1’s kommende forestilling Snedronningen er netop sat til salg. Der er kun 12 billetter pr. forestilling.
Mens sensommerens sidste varme vinde kommer hen over Danmark, er Teatergruppen Talent-1 på jagt efter den koldeste af alle vinde: nordenvinden. Forberedelserne til deres kommende forestilling Snedronningen er i fuld gang. Teatergruppen arbejder med alt fra vindmaskiner til gammelt legetøj, når historien om de kolde vinde nord fra skal fortælles.
– Med Snedronningen vil vi sætte nye standarder for hvad teater kan. I denne opsætning af H.C. Andersens eventyr arbejder vi med at stimulere alle vores sanser. Det bliver teater, som det ikke tidligere er set i Næstved, siger iscenesætter Mathias August Borg.
Teatergruppen Talent-1 har tidligere arbejdet med teater for sanserne, og den proces har de ønsket at arbejde videre med. Forestillingen tager udgangspunkt i et af litteraturens største episke eventyr. Derfor er det fortælle-kunsten, der er i centrum. I generationer har mennesket mundtligt overleveret historier.
– Når man fortæller en historie, så bruger man kun sin stemme. Og når man hører en historie, så er bruger man kun sit øre. Hvad sker der, hvis man pludselig også fortæller historien for lugtesansen og smagsløgene? Vi tror på, at der er mange måder at fortælle en historie på, og det vil vi gerne vise vores publikum, siger Mathias August Borg.
En af scenerne i eventyret foregår i en gammel have, hvor tusindvis af blomster vokser. I netop den scene vil publikum kunne dufte blomsterne og mærke den fugtige jord mellem fingrene. Skuespiller Julie Anna Hedegaard fortæller om den særlige arbejdsform:
– Det er noget af det mest spændende, jeg har prøvet. Når vi arbejder med de mange duftprøver, som er med i forestillingen, så begynder fantasien helt af sig selv at fortælle andre historier. Pludselig dufter en af blomsterne som barndommens sommerferie, og det giver en masse billeder. Der er så meget mere at arbejde med, når historien bliver fortalt for flere sanser på en gang, siger Julie Anna Hedegaard.
På grund af den tætte kontakt til publikum som både skal se, høre, smage, dufte og føle, er der kun plads til 12 publikummer pr. forestilling. Billetterne er netop sat til salg på teatrets hjemmeside.
Fakta
Spilleperiode: 23. oktober – 21. november.
Billetterne købes på www.talent-1.dk eller www.billetten.dk
Forestillingen er en voksenforestilling og anbefales fra 16 år og op.
Medvirkende: Tre kvindelige fortællere og en ung pige.
Iscenesættelse: Mathias August Borg og Morten Aagaard.