I forbindelse med Talentskolens FACIT festival i maj, vil kunstelev Caroline Bolin bidrage med et værk i udstillingen “Astrid Holm & Co”. I udstillingen har Rønnebæksholm inviteret flere samtidskunstnere til at perspektivere udstillingens temaer.
Caroline arbejder med, og nyfortolker, tekstiler og håndarbejdsteknikker, som flere af udstillingens modernistiske kunstnere også gjorde.
”Caroline laver nogle meget fine ting, der passer godt ind i udstillingen og det var oplagt at invitere Caroline som up-and-coming ind i de professionelle rammer. Rønnebæksholm er, i kraft af vores samarbejde med Billedskolen, Talentskolen og vores øvrige program, et sted for læring og udvikling”, fortæller Rønnebæksholms kurator Vibeke Kelding Hansen.
Værket vil være at se i udstillingen fra Rønnebæksholm åbner og frem til søndag 14. juni.