Han anses vidt og bredt som sin generations største jazzkunstner med et hæderkronet bagkatalog bygget op gennem de sidste 30 år. Niels Lan Doky drager i 2020 ud på sin første Danmarksturné i over 10 år, og den 17. april gæster han Grønnegades Kaserne Kulturcenter.

I en alder af blot 13 år startede Niels Lan Doky sin karriere som jazzpianist, da han udgav sit første album og modtog allerede dengang adskillige roser for sit unikke talent. Siden da har han været yderst flittig med album-udgivelser og har i en alder af 56 år udgivet hele 40 albums, som har indbragt ham utallige priser gennem årene rundt i hele verden, fra USA til Asien.

Niels Lan Doky har spillet sammen med flere af jazzens største koryfæer, samt optrådt for adskillige prominente personligheder som Pave Johannes Paul II, Roger Moore m.fl. Ved Dronning Margrethe II’s 70-års fødselsdag modtog Niels Lan Doky ligeledes hæderen af at blive slået til Ridder af Dannebrog.

Første turné i over 10 år
Når Niels Lan Doky drager på turné i 2020, bliver det i sin faste trio-konstellation, der udover ham selv tæller to af Danmarks største talenter på den danske jazzscene. På henholdsvis kontrabas og trommer repræsenterer Tobias Dall og Niclas Bardeleben en ny generation af jazzmusikere, som ligesom Lan Doky, har kurs mod store internationale musikkarrierer.

Den landsdækkende turné bliver den første i over 10 år, siden Lan Doky markerede sin tilbagekomst til Danmark med albummet “Return to Denmark” i 2010. Hans retur til Danmark efter at været væk i næsten 30 år, skyldtes en fremtrædende rolle i genåbningen af det ikoniske spillested Jazzhus Montmartre, som især i 60’erne og 70’erne satte Danmark på verdenskortet, som et kraftcenter indenfor jazz. Efter en succesfuld genåbning gav han tøjlerne videre for igen at kunne fokusere fuldt ud på at indspille og udgive musik.

På trods af 4 album-udgivelser siden da, har det danske publikum kun haft glæde af den ikoniske jazzkunstners evner ved udvalgte lejligheder, men i 2020 er han endelig tilbage på landevejene med sin nye turné.

I den forbindelse er der ligeledes et nyt album på vej, med flere singler klar til udgivelse frem mod koncerten på Sydsjællands største kulturcenter den 17. april.

Billetsalget til en unik aften i selskab med The Knight of Jazz er i gang og kan findes på www.gkkultur.dk eller ved at besøge Grønnegades Kaserne Kulturcenters billetkontor.

Pressefoto