Ideen om en ’praktikbank’ sendte de fire piger videre til landsfinalen på Christiansborg.
Emma, Ekaterina, Vanessa og Victoria fra 2.y på Næstved Gymnasium og HF har udarbejdet en idé til en app med navnet ”Praktikbanken”. App’en skal gøre det lettere for virksomheder og folkeskoleelever at komme i kontakt med hinanden og lave aftaler om praktikforløb.
Den ide er så god, at den satte pigerne på sejrsskamlen ved regionsfinalen på Ordrup Gymnasium tirsdag d. 4. februar, hvor de dystede mod elever fra Køge Gymnasium, H.C. Ørsted Gymnasium, Øregård Gymnasium, Gl. Hellerup Gymnasium og Niels Brock.
SamfundsCup er en landsdækkende samfundsfagligt funderet innovationskonkurrence, hvor eleverne skal finde på bud på, hvordan man kan løse et samfundsfagligt problem.
I år er overskriften ”Fremtidens Uddannelse”, og ud fra den skal eleverne finde på realistiske, fagligt funderede og originale løsninger til udfordringer i uddannelsen.
Pigernes ide med praktik-app’en havde flere mål end blot at skabe kontakt: De ønsker at styrke praktikken i folkeskolen generelt, bl.a. for at komme den negative sociale arv til livs og få alle til at tage en uddannelse.
Pigerne skal til landsfinalen d. 27. februar. Finalen afholdes på Christiansborg.
Foto: Næstved Gymnasium og HF