Næstved Teater præsenterer “Mit liv som Niels”, fortælleteater med Niels Grønne fra Dansk Rakkerpak. Det opføres i Teatersalen på Grønnegades Kaserne torsdag 30. januar kl. 20.00.
Niels Grønne fra Næstveds Egnsteater, Dansk Rakkerpak, beskriver forestillingen således:
”I min familie har vi altid fortalt historier. Min far var mesteren, men min mor var bestemt heller ikke uerfaren. Jeg og mine tre søskende kappedes i al mindelighed om at blive den næste generations store fortæller. Specielt min fars historier fra utallige ferieophold på Ærø står stærk i erindringen. Han nåede med sine drengestreger altid at gøre sig grundigt upopulær i hele fiskerlejet Marstal og når han tog hjem igen med færgen, stod der altid både børn og voksne med knyttede næver på kajen. Det var min far ligeglad med. Han vidste, at de havde glemt det hele igen inden næste sommer og pegede fingre af dem som afskedssalut.”
Med forestillingen “Mit liv som Niels” tager Niels Grønne sin families stærke fortælletradition op i teaterform. Han har været en tur ned ad “memory lane” og set på familiefotos, avisudklip, scrapbøger, slægtsbøger, familierelikvier, breve, festinvitationer, sange m.m. og han har travet sit eget liv igennem, fra han trådte ned i sine første barnesko og helt frem til i dag, hvor han umiddelbart fremstår som et modent og belevent menneske i sin bedste alder. Det er der kommet en stribe sjove, overraskende og vedkommende historier ud af, som han glæder sig til at komme rundt med i det ganske danske land.
I vil bl.a. kunne glæde jer til historierne: “Jordegernet og støvsugeren”, “Farfars hat”, “Lisbeth”, “Cirkus – tigeren”, “Katastrofen I Espergærde” og “Høvdingen i Ouagadougou”. I vil i tilgift komme til at lære både Niels Grønne og hele hans pukkelryggede familie rigtig godt at kende.