Hvornår er man fattig? Er der fattigdom i Næstved? Det er blandt andet de spørgsmål, man tager op, når der er Samtalesalon i Næstved Bibliotek torsdag den 6. februar kl. 19.00-21.00., oplyser Næstved Bibliotek og Borgerservice i en pressemeddelelse.

Fattigdom kan ses i bybilledet, men den kan også være mere skjult
FN’s verdensmål nummer 1 handler om at afskaffe fattigdom i alle dens former overalt. Målsætningen er, at andelen af mænd, kvinder og børn i alle aldre, som lever i fattigdom, skal halveres inden 2030. Det vurderes, at mellem 5 og 10% af den danske befolkning lever i fattigdom.

Foto: ABW

Deltag i debatten om fattigdom i Danmark, når man afholder Samtalesalon på Næstved Bibliotek. Her får du mulighed for at debattere et svært emne med andre mennesker med forskellige holdninger og baggrund. Målet er ikke at opnå enighed, men at blive klogere på et emne via dialog med andre.

Udgangspunktet for diskussionen er spørgsmålene:

Hvornår er man fattig og hvordan påvirker det livssituationen for børn og voksne?
Skal der være en fattigdomsgrænse i Danmark og hvor høj skal den i givet fald være?
Er der fattigdom i Næstved?

Man inviterer 9 lokale foreninger, der alle arbejder med udsatte børn og voksne, samt alle interesserede borgere til en god debataften.

Fokus på FNs verdensmål
Næstved Bibliotek og Borgerservice sætter i disse år fokus på FNs Verdensmål med en række arrangementer og udstillinger. Tilsammen skal de øge kendskabet til arbejdet for en bæredygtig udvikling og skabe en bred dialog om emnet.

I januar og februar måned ser vi især på målene “Afskaf fattigdom”, “Stop sult” og “Sundhed og trivsel”.

Samtalesalonen finder sted torsdag den 6. februar kl. 19.00-21.00 i Næstved Bibliotek. Det er gratis at deltage og du behøver ikke melde dig til i forvejen.