Undersøgelser viser, at stort set alle håber, at de undgår at tilbringe deres sidste år i en plejebolig. For at punktere fordommene inviterer alle plejecentre til åbent hus lørdag den 5. september mellem klokken 10.00 og 14.00
”Vi vil gerne give borgere i Næstved mulighed for at kigge indenfor for ved selvsyn at danne sig et indtryk af moderne ældre- og plejeboliger og de muligheder, som de fysiske rammer giver for det gode ældreliv. Det er vigtigt for os, at boligerne og den personalemæssige støtte, man kan modtage, bidrager til, at man kan leve sit liv, som man ønsker det,” fortæller Birgitte Ettrup, chef i Distrikt Øst.
På åbent hus-dagen vil det være muligt at hilse på mange af de borgere, der bor på plejecentrene – og nogle vil også byde indenfor i deres hjem. Der vil også være festlige arrangementer med musik, forfriskninger og hyggeligt samvær.
Ny teknologi
Da velfærdsteknologi for alvor er ved at blive en del af hverdagen på centrene, vil man også kunne se og prøve nogle af de nye teknologiske landvindinger og høre, hvilke muligheder de giver.
Mød de frivillige
Plejecentrene rummer mange forskellige initiativer, der er drevet på frivillig basis. De henvender sig både til de borgere, der bor på centrene, og til andre, der har tid og lyst til at deltage. På åbent hus-dagen kan man få indblik i mange af disse aktiviteter og hilse på de mange dedikerede frivillige kræfter, der på hver deres måde gør en positiv forskel.
Går man med tanker om at bidrage med frivilligt arbejde i en eller anden form, vil det også denne dag være muligt at tale med nogle, der kan hjælpe en videre.
Åbent hus
Lørdag den 5. september mellem klokken 10.00 og 14.00 er alle velkomne i Næstved Kommunes ældrecentre.
Symfonien, Enggårdsvej 1, Næstved
Røjleparken, Byvej 100, Fensmark
Birkevang, Birkevænget 55, Herlufsmagle
Birkebjergcentret, Birbjerg 9, Næstved
Bakkegården, Plovvej 3, Mogenstrup
Nygårdsvej, Nygårdsvej 220, Næstved
Fugleparken, Nattergalevej 1, Fuglebjerg
Søvang, Søvænget 43, Glumsø
Kildegårdsvej, Kildegårdsvej 3,5,7, Karrebæksminde
Jasminvej 1, Næstved
Munkebo, Farimagsvej 52, Næstved
Kildemarkscentret, Kildemarksvej 124, Næstved
Helgesvej, Helgesvej 1,3, Næstved