AffaldPlus’ analyser viser, at der er behov for mere viden om pesticider i haveaffald.
AffaldPlus meldte i august ud, at der var fundet koncentrationer af pesticider over grænseværdierne for drikkevand i det regnvand, som nedsiver fra Karise Haveaffaldsplads, som derfor blev lukket.
Der er nu foretaget yderligere analyser af vandet fra haveaffaldspladsen i Karise, og et notat fra Orbicon konkluderer, at aktiviteten på haveaffaldspladsen ikke udgør en nævneværdig risiko for Karise Vandværks nærliggende boringer. Pladsen har været lukket for modtagelse af haveaffald siden den 2. september, og AffaldPlus er i dialog med Faxe Kommune om pladsens fremtid.
AffaldPlus har sideløbende foretaget analyser på andre pladser, hvor der håndteres haveaffald, og de bekræfter alle, at der findes rester af pesticider i regnvandet fra haveaffaldet. I en
enkelt prøve er der også konstateret pesticidrester i den råkompost, som produceres af haveaffaldet.
Vi overskrider ikke nogen grænseværdier for håndtering af haveaffald og har ikke fået påbud af myndighederne. Generelt er det dog vores opfattelse, at der mangler viden på området, og
at Miljøstyrelsen med fordel kunne arbejde videre med sagen fx ved at nedsætte en task force, som skal komme med anbefalinger til udvidelse af det eksisterende overvågningsprogram.