Sangstemmerne pudses af hos to lokale skoleklasser. De skal nemlig optræde sammen med DR BørneKoret og DR SymfoniOrkestret på Rønnebæksholm den 26. og 27. august kl. 19, og der er gratis adgang for publikum.

bornekorSkolebørn fra Rønnebæk skole og Tybjerg privatskole har en særlig overraskelse i vente, når de kommer tilbage fra sommerferien. De skal nemlig optræde i koncert sammen med DR BørneKoret og DR SymfoniOrkestret på Rønnebæksholm den 26. og 27. august kl. 19.

Koncerten har temaet ”Læg solen i seng” og der er gratis adgang for alle, der har lyst til at nyde sensommeraftenen med glade børnestemmer. Faktisk er koret samlet set så stort, at koncerten må rykkes ned i den smukke, gamle ladebygning på Rønnebæksholm.

Skolebørnene vil sammen med DR BørneKoret optræde med ”Danse i måneskin” og ”I skovens dybe stille ro”, mens DR BørneKoret og DR SymfoniOrkestret bidrager med flere musikalske indslag, inden der er fællessang med ”Solen er så rød mor”.

”Det er selvfølgelig en daglig glæde at arbejde med korskolebørnene, men det er ekstra fantastisk at komme ud og møde børn rundt omkring i landet, som med det samme bliver smittet af sangglæden. Sandheden er jo, at man bliver både gladere, smukkere og klogere af at synge”, siger leder af DR Korskolen og dirigent Susanne Wendt.

Hele arrangementet er gratis og alle er velkomne. Dørene til ladebygningen åbnes kl. 18:30 og koncerten varer cirka til kl. 20.

strygere