Har man fået en hjerneskade, er man ofte i dyb krise – man har brug for genoptræning og hjælp til en ny hverdag for en selv og ens pårørende. Før har hjælpen og støtten foregået flere forskellige steder, men nu er den samlet i det nye Center for Hjerneskadede. Det indvies den 26. august og alle er velkomne.

Mennesker, der har pådraget sig en hjerneskade, skal opnå et så selvstændigt og meningsfyldt liv som muligt. Det er Næstved Kommunes erklærede mål.

Lone Kristiansen træner med Rosa Fuglsang
Lone Kristiansen træner med Rosa Fuglsang

For at sætte handling bag ordene har kommunen valgt at samle 15 medarbejdere fra flere forskellige afdelinger i kommunen og med forskellige faglige baggrunde – i ét hus. Det betyder, at mennesker med en erhvervet hjerneskade fra nu af kun skal møde frem ét, eller ganske få steder, for at indgå i et såkaldt sammenhængende rehabiliteringsforløb. Det har den fordel, at man kun behøver forklare sig til få, men specialiserede fagpersoner, der arbejder tæt sammen. Resultatet bliver, at det er mere overskueligt, trygt og hurtigt at genvinde sine tabte funktioner og evner.

Ved at styrke indsatsen på denne måde, kan kommunen tilbyde borgere med en erhvervet hjerneskade en samlet og sammenhængende indsats på avanceret niveau – helt i overensstemmelse med ny lovgivning på området.

Formand for Sundheds- og Psykiatriudvalget Kirsten Devantier ser derfor frem til officielt at indvie Center for Hjerneskade: ”Ved at samle indsatser og fagligt kvalificerede medarbejdere i ét center, gør vi det nemmere at arbejde tværgående, sætte tidligt ind og skabe den afgørende sammenhæng i borgernes forløb. På den her måde kan vi højne kvaliteten, uden at det koster ekstra for Næstved kommune. Det glæder jeg mig over,” siger Kirsten Devantier.

En erhvervet hjerneskade kan betyde både fysiske funktionsnedsættelser som lammelser af arm eller ben og såkaldte usynlige skader som hukommelsesproblemer eller koncentrationsbesvær. Det nye center samler de forskellige indsatser samt rådgivning, vejledning og støtte i hjemmet – også for pårørende.

Center for Hjerneskade tilbyder en sådan samlet rehabiliteringsindsats i dagtimerne – dels ved de mange tilbud de selv rummer og dels ved at stå for koordinationen til andre steder, der bidrager med rehabiliteringsindsatser f.eks. Videnscenter for Specialpædagogik (ViSP).

Netop den høje faglighed værdsætter Lone Kristiansen, der har gået til genoptræning på Center for Hjerneskade: ” Man føler sig hjemme i centret, og det er nogle meget dygtige undervisere, der arbejder på stedet – jeg har været rigtig tilfreds med at komme her.” Lone Kristiansen fik d. 12 marts en blodprop i hjernen, men er nu klar til at afslutte sin genoptræning og vende tilbage til sit arbejde et par timer om ugen.

Fakta
En erhvervet hjerneskade opstår hovedsagelig som følge af blodpropper, hjerneblødninger eller slag mod hovedet f.eks. i forbindelse med trafikulykker eller ved fald. Det kan også være som følge af tumorer eller infektioner i hjernen.Skaderne kan være større eller mindre og ramme vidt forskellige funktioner i hjernen.

Følgerne af en hjerneskade kan være synlige som lammelser af f.eks. arm eller ben, men der kan også være tale om de såkaldt usynlige skader. Disse skader kan være hukommelsesproblemer, træthed, nedsat koncentration, problemer med at planlægge og strukturere hverdagen eller i nogle tilfælde ændrede personlighedstræk. Center for Hjerneskade er for borgere i alle aldersgrupper. Centret er åbent i dagtimerne og tilbyder:

• Ambulant genoptræning efter udskrivning fra sygehus
• Neuropædagogisk støtte
• Koordinering, rådgivning og vejledning til borgere, pårørende og fagpersonale
• Netværkstilbud til pårørende.Der er tale om et pilotprojekt der i første omgang skal kører i 2 år, hvorefter det skal evalueres.

Praktisk
Læs mere om Næstved Kommunes nye Center for Hjerneskade på www.naestved.dk/centerforhjerneskade Indvielsen foregår i Center for Hjerneskades nyindrettede lokaler: Onsdag den 26. august 2015 kl. 9.00-11.30. Tommerupvej 12, 4700 Næstved

Alle er velkomne – borgere med en erhvervet hjerneskade, pårørende, samarbejdspartnere, andre med interesse for området mv.

Formand for Sundheds- og psykiatriudvalget Kirsten Devantier holder indvielsestalen, der vil være mulighed for en rundvisning og Center for Hjerneskade byder på en let brunch.

Citeret borger Lone Kristiansen og borger Ulla Thomsen vil være til stede ved indvielsen, og vil gerne udtalelse sig til pressen, hvis dette er aktuelt.