Over 125 ruter er planlagt, og næsten alle kommuner i Region Sjælland deltager i den 7. Vandrefestival på Sjælland, Møn og Lolland-Falster, som begyndte den 14. august og går frem til 6. september 2015.
I Næstved Kommune har kontoreleverne lavet deres helt egen tur med nogle af kommunes ældre gangbesværede borgere.
Et par gode sko og tøj efter vejret. Det er det eneste udstyr, en vandretur kræver, og som de fleste kan mønstre i garderoben. Med en regional vandrefestival på tværs af kommuner er der inviteret til en oplevelse for krop og sjæl, hvor alle kan være med.
Fra Odsherred i nord til Lolland og Falster i syd er der lagt op til spændende vandreture. Vandrefestivalen blev skudt i gang den 14. august, og alle turene er beskrevet på www.vandrefestival.dk.
Sikkert ud og hjem med lokal turleder
Har man ikke været på en egentlig vandretur før, er vandrefestivalen også et rigtig godt udgangspunkt til at prøve det af. Alt man skal gøre, er at møde op på det aftalte sted og gerne lidt før starttidspunktet, da der kan være steder, hvor f.eks. parkeringsmulighederne ligger et stykke væk fra mødestedet.
Alle ture under Vandrefestivalen bliver styret af en lokalkendt turleder, som sørger for, at alle kommer med ud og hjem.
Ture i Næstved Kommune
I år er der noget for enhver smag inden for Næstved Kommunes grænser. Man kan eksempelvis opleve Afrika i den danske natur omkring Mogenstrup, på en “fortælletur” den 29. august, eller man kan opleve Holmegaard Mose. Turene er mellem 7 og 13 kilometer lange og i den lette eller middelsvære kategori.
Elever går med de ældre
Sidste år besluttede Næstved Kommunes syv kontorelever at lave deres egen tur. De gik en tur med nogle af kommunens ældste i Rådmandshaven. Og det var en så stor succes, at de har besluttet sig for at gentage den. Gåturen med de ældre finder sted den 28. august med start i Rådmandshaven klokken 11.00. Turen er på cirka en kilometer på stier ved Susåen, og den henvender sig primært til ældre, gangbesværede og kørestolsbrugere. Alle er dog selvfølgelig velkommen til at deltage.
Vandrefestivalens formål
– At sætte fokus på gang og vandring som en nem og billig måde at skrue op for sundheden i det daglige.
– At borgerne får øjnene op for de mange muligheder, der er for gode oplevelser i både egen og andre kommuner.
– At gæster fra ind- og udland får mulighed for at komme på helt tæt hold af vores del af landet.