Skal der være fest – så lad der være fest. Derfor er Næstved Kommune, SSP og rigtig mange frivillige igen gået sammen om at løfte en fælles afslutning for alle elever på Næstved Kommunes folkeskoler og privatskoler. Festen for de ca. 900 unge finder sted på Dyrskuepladsen ved Vordingborgvej/Grønlandsvej tirsdag den 28. maj 2019.
På sidste skoledag er der især god opbakning fra forældre, som i løbet af hele eftermiddagen er til stede på pladsen. De er inddelt i hold, der to timer ad gangen samler affald og er omsorgspersoner for de elever, som har brug for en hjælpende hånd. Igen i år er Natteravnene også på dagsvandringer både på Dyreskuepladsen og villavejene omkring.
Pladsen vil igen i år være afspærret, og det står firmaet Arkil for. På 16. år sponsorerer de opsætning af nødvendig afspærring af området. Også boldklubben FC-77 har meldt sig på banen igen. De lægger hus og køkken til for på denne måde at sikre de unge lidt fast føde i løbet af dagen. De unge mennesker vil i løbet af eftermiddagen kunne købe sodavand, toast samt hapsdogs i FC-77’s klubhus.
– Det er vigtigt, at vi giver vores unge trygge rammer at feste i. Det har vi en god tradition for i vores kommune, takket være et bredt samarbejde og mange, der stiller frivilligt op. Når vi holder en fælles fest, undgår vi spredte fester, hvor der ikke på samme måder er opsyn eller hjælp at hente for de unge, fortæller Lars Hoppe Søe, formand for Børn- og Skoleudvalget.
Desuden vil Midt- og Sydsjællands Brand og Rednings samaritter, UngeNetværket og politiet også være til stede og bidrage til at gøre afslutningen til en god og tryg festdag. Der er dog også professionelle vagter, der sikrer god ro og orden, og som tjekker, at det kun er elever med gyldigt armbånd, der har adgang til festpladsen.
Aktiviteter for alle
På Dyreskuepladsen vil der være alt lige fra pudekampe, sumobrydning i store sumodragter, volleyball, boksning med kæmpe pudehandsker, gladiatorkampe og den traditionsrige tovtrækningskonkurrence skolerne imellem. Og selvfølgelig er der også musikanlæg og DJ.
Der vil være åbent for afgangselever med adgangstegn fra kl. 12.00, og derefter vil festen blive officielt åbnet, og musikken vil starte. Adgangstegnene bliver udleveret til eleverne om formiddagen den 28. maj på de enkelte skoler.
Festen og musikken slutter kl. 17.30, hvorefter alle forlader pladsen, og de mange unge fortsætter om aftenen til forældreorganiserede sammenkomster rundt omkring i hjemmene.