Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Næstved Kommune i tidsrummet fra den 21. januar til den 29. januar 2019.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

HÆNDELSER
FUGLEBJERG: Råbte “puta” efter patrulje
En 17-årig mand fra Sandved blev anholdt søndag klokken 01.18 for at forstyrre den offentlige orden, efter at han havde råbt “puta” efter en patrulje. “Puta” betyder luder på spansk. Han blev løsladt igen klokken 01.31.

NÆSTVED: Uro i ventesalen på banegården
En 52-årig mand fra Menstrup blev fredag klokken 21.05 anholdt, efter at han havde råbt op i ventesalen på Næstved Station og desuden tisset i en indendørs skraldespand. Han blev løsladt igen lørdag klokken 9.05.

TAPPERNØJE: To kvinder blev uvenner
Fredag klokken 13.57 kom to kvinder på henholdsvis 31 og 39 år i klammeri med hinanden, da de mødtes på en landevej. Mødet var tilfældigt, men de to kvinder kendte hinanden i forvejen. De er nu begge sigtet for vold.

NÆSTVED: Anholdt til afsoning havde stoffer og stjålne køretøjer
Torsdag klokken 11.11 blev en politipatrulje sendt ud til en adresse uden for Næstved, hvor der opholdt sig en mand, der var eftersøgt til afsoning af en fængselsstraf. Der var ingen, der lukkede op på stedet, så der blev tilkaldt en låsesmed, og da han fik åbnet døren, stak en mand af fra huset gennem en anden dør. Han blev dog hurtigt løbet op og anholdt. Det var den eftersøgte, en 27-årig mand, som straks blev kørt til afsoning. På adressen fandt betjentene imidlertid 14 gram hash og 10,5 gram skunk, og den 27-årige blev derfor sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Der blev også fundet andre effekter, og politiet undersøger nu, om der kan være tale om tyvekoster.

NÆSTVED: 17-årig kørte bil uden ledsager
En 17-årig mand fra Fensmark kørte i bil uden ledsager onsdag klokken 7.55 og blev standset ud for Malervænget. Den 17-årige havde kørekort, men som 17-årig skal man have en voksen ledsager med kørekort med i bilen, når man kører. Han er nu sigtet for kørsel uden ledsager. Samtidig er bilens ejer sigtet for at overlade sin bil til en 17-årig uden at sikre sig, at den 17-årige havde en voksen ledsager med.

Se mere info om reglerne på www.sikkertrafik.dk

NÆSTVED: Butikstyveri i Bilka
To drenge på henholdsvis 13 og 14 år blev onsdag klokken 15.46 taget for butikstyveri i Bilka, da en medarbejder tog dem i at stjæle to dåser energidrik. Deres forældre blev kontaktet, og de sociale myndigheder er underrettet.

KONTROL AF BORDELLER

Politiet gennemførte tirsdag eftermiddag sammen med SKAT tilsyn på tre adresser i henholdsvis Vordingborg og Næstved Kommune, hvor der skulle være bordeller. Der blev ikke konstateret nogen ulovligheder, men på en af adresserne, holdt en bil, der var meldt stjålet. Den blev ført tilbage til sin rette ejermand.

NÆSTVED: Bortvist fra pub

To mænd på henholdsvis 40 og 47 år blev bortvist resten af aftenen fra en pub i Næstved onsdag klokken 00.31, efter at de været så støjende og aggressive, at de var til gene for de andre gæster. De er nu sigtet for overtrædelse af restaurationsloven.

NÆSTVED: Malede graffiti i viadukten

En mand på 27 år fra Vanløse og en mand på 26 år fra Næstved blev onsdag klokken 01.35 spottet, mens de malede graffiti i viadukten ved Hvedevænget i Næstved. Da politiet ankom, var malingen stadig våd og de to mænd, som stod på stedet, er nu sigtet for hærværk. Der blev beslaglagt ni spraydåser.

NÆSTVED: Uro i retten
En 18-årig mand, der er varetægtsfængslet i forbindelse med en straffesag, var mandag klokken 14.05 i retten i Næstved, hvor han deltog i et retsmøde. Han var imidlertid meget ophidset og ude af balance, og derfor blev politiet tilkaldt. Betjentene måtte anvende peberspray over for den 18-årige, som i håndjern blev kørt retur til sit anbringelsessted.

NÆSTVED: Havde hash og kokain
Politiet foretog mandag eftermiddag en ransagning af en lejlighed i Næstved. Det skete efter et tip om, at der muligvis var ulovlige stoffer på stedet. Politibetjentene fandt da også 1,46 gram hash, en joint, to gram hashmix og 0,2 gram kokain på stedet, og beboeren – en 24-årig mand – blev sigtet for salg af euforiserende stoffer.

NÆSTVED: 25 sigtet for samme forseelse
Mandag mellem klokken 15.41 og 17.07 havde færdselspolitiet en færdselskontrol på Stenlængegårdsvej i Næstved. I krydset ved Østre Ringvej var der ikke færre end 25 bilister, der ikke efterkom den afmærkning af vejbanerne, der er på stedet, og de blev derfor standset og sigtet for overtrædelse af færdselsloven.

NÆSTVED: To anholdt efter indbrud
Fredag klokken 18.12 fik politiet en anmeldelse fra et vidne, der havde hørt et vindue blive brudt op i et hus på Nyborgvej i Næstved. En politipatrulje rykkede ud, og ved gerningsstedet holdt der en udenlandsk bil med en 27-årig og en 62-årig udenlandsk mand med bopæl i Sverige. I bilen var der forskellige effekter, som muligvis kunne være fra indbrud, og de to mænd blev derfor anholdt klokken 19.12 og sigtet for indbrud. De blev taget med til afhøring på politistationen i Næstved, og de blev løsladt igen kort efter midnat. De er begge fortsat sigtet i sagen.

SLAGELSE og NÆSTVED: Flere sigtet for at tisse på gaden
Politiet så lørdag klokken 4.20 en mand, der stod og tissede på Gl. Torv i Slagelse. Betjentene sigtede den pågældende for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen – det var en 18-årig mand fra Svebølle, der nu kan vente en bøde på 1.000 kroner for overtrædelsen. Søndag kort efter klokken to blev tre mænd i alderen 17-20 år sigtet for den samme overtrædelse: De blev afsløret i at tisse i henholdsvis Jernbanegade og Grønnegade i Næstved, og kan nu også vente en bøde for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

NÆSTVED: 19-årig ville ikke rette sig efter politiet
En 19-årig mand fra Næstved var søndag klokken 2.30 i Jernbanegade i Næstved, og da han ikke ville rette sig efter politiets anvisninger om at forlade stedet, blev han sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

SANDVED: 23-årig kvinde overfaldet
En 23-årig kvinde blev fredag klokken 17.18 overfaldet, da hun i sin bil var på vej ud fra en indkørsel på Ahornvej i Sandved. En anden kvinde antastede den 23-årige og efter en kort ordveksling, stak kvinden den 23-årige med en kniv, så hun fik en del læsioner på hænderne, og bagefter smadrede kvinden forruden i bilen med en hammer. Herefter forsvandt gerningskvinden fra stedet til fods. Den 23-årige blev kørt til sygehuset i Slagelse til behandling, og politiet efterforsker nu sagen som en anmeldelse om kvalificeret vold. Gerningskvinden beskrives som kvinde, dansk af udseende, ca. 20-25 år og omkring 160-170 cm høj. Hun var spinkel af bygning og havde en sort hue, sort vinterjakke med hætte, som gik til midt på låret og sorte bukser på. Politiet hører fortsat gerne fra vidner, der har bemærket noget usædvanligt omkring gerningstidspunktet.

Indbrud

By Vej Type Tidsrum Udbytte
Næstved Krømlingevej Hus Torsdag kl. 00.00- fredag kl. 08.00 Endnu ikke opgjort
Fuglebjerg Palmevænget Landejendom Onsdag kl. 22.30 El-værktøj, 2 x 4 alufælge og en trailer
Holme-Olstrup Kirkevænget Hus I tiden op til torsdag kl. 10.00 Træpilleovn
Næstved Marskvej Værelse Onsdag kl. 18.30 – torsdag kl. 20.00 Kontanter
Fensmark Røjlehaven Hus Fredag kl. 11.00 – mandag kl. 11.45 Smykker og CD’er
Næstved Rugvænget Hus Lørdag kl. 14.00 – mandag kl. 16.27 Bordlampe og standerlampe
Glumsø Drosselvej Hus Lørdag kl. 15.25 – kl. 23.45 Smykker
Glumsø Spurvevej Hus Søndag kl. 17.45 – 19.50 Seks flasker champagne, fire flasker vin og smykker.
Glumsø Spurvevej Hus Lørdag kl. 15.00 – Søndag kl. 20.30 Endnu ikke opgjort
Næstved Nyborgvej Hus Fredag kl. 18.12 Intet stjålet
Næstved Tommerupvej Hus Lørdag kl. 13.00 – Søndag kl. 10.45 Pengepung med kontanter
Næstved Glentevej Hus Fredag kl. 12.00 – Søndag kl. 14.35 En flaske whisky

Færdselskontroller

By Vej Tidspunkt Kommentar
Næstved Stenlængegårdsvej Tirsdag kl. 15.09-16.01 11 bilister kørte ligeud fra venstresvingsbanen i krydset Stenlængegårdsvej/Østre Ringvej/Solvangsvej
Næstved Stenlængegårdsvej Mandag kl. 15.41 – 17.07 25 bilister sigtet for ikke at have efterkommet afmærkning på kørebanen
Næstved Grønnegade Lørdag kl. 21.30 – 22.00 5 køretøjer standset, 2 sager.

Hastighedskontrol

By Vej Tid Type Kontrol-
lerede
Fart-
bilister
Tilladt Hurtigste Klip
Næstved Karrebækvej Onsdag kl. 6.00-9.00 ATK 308 10 50 km/t 67 km/t
Næstved Vordingborg Landevej Onsdag kl. 14.30-20.00 ATK 975 55 50 km/t 75 km/t 3 klip
Næstved Havnegade Onsdag kl. 9.05-12.20 ATK 979 10 50 km/t 68 km/t
Glumsø Nyvej Fredag kl. 9.50 – 11.00 ATK 58 5 50 km/t 76 km/t 1 klip
Glumsø Næsby Vrå Fredag klokken8-9.45 ATK –
bestilt færdselskontrol
30 4 50 km/t 74 km/t To klip