Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Næstved Kommune i tidsrummet fra den 19. november 2018 til den 27. november 2018.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

HÆNDELSER
NÆSTVED: 17-årig forsøgte at køre fra politiet
Lørdag klokken 20.40 fik politiet en anmeldelse fra en anden trafikant, der kørte på Skyttemarksvej i Næstved bag ved en bil, som slingrede. En politipatrulje fik kontakt med bilisten i krydset Østre Ringvej/Ny Præstøvej, men han standsede ikke, selv om politiet havde fuld udrykning på. Han fortsatte ad flere veje gennem byen med høj hastighed, og to gange kørte han over for fuldtonet rødt lys. Først på Vestre Ringvej kørte bilisten ind til siden. Det var en 17-årig fyr fra Herfølge, som blev anholdt klokken 21 og sigtet for kørsel i påvirket tilstand og for kørsel uden førerret, da han ikke havde noget kørekort. Der blev fundet to foldeknive og nogle patroner i bilen, så han blev også sigtet for overtrædelse af knivloven og våbenloven, og desuden kom der en stribe sigtelser for overtrædelse af forskellige færdselslovsbestemmelser til. Klokken 23.28 blev den 17-årige løsladt og afhentet på politistationen af sine forældre.

NÆSTVED: 27-årig sigtet for at sælge stoffer
Søndag klokken 3.10 fik politiet en anmeldelse fra et værtshus i centrum af Næstved om, at der formentlig var to gæster på stedet, som havde ulovlige stoffer. Da politiet kort efter ankom til stedet, fandt betjentene frem til en 20-årig mand fra Haslev, som havde 0,6 gram kokain på sig. Han blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. En 27-årig mand fra Korsør viste sig at have flere små poser med i alt 10 gram hash og fem poser med i alt 1 gram kokain. Den 27-årige blev anholdt klokken 3.30 og sigtet for salg af ulovlige stoffer. Den 27-årige blev taget med til afhøring på politistationen i Næstved, og han blev løsladt igen klokken 4.45.

NÆSTVED: 37-årig ville ikke gå hjem
En 37-årig mand fra Næstved tilbragte natten til søndag nogle timer i politiets varetægt. Han blev anholdt klokken 4.44 i Ramsherred i Næstved, hvor han ikke ville rette sig efter politiets anvisninger og gå hjem. Han blev derfor sigtet for overtrædelse af ordensbekendgørelsen, og for at få ro på stedet, skred betjentene til anholdelse af den 37-årige. Han blev løsladt igen søndag formiddag klokken 10.50.

NÆSTVED: Billige jakker på tilbud
Igennem flere dage har politiet modtaget en stribe anmeldelser fra borgere, der er blevet kontaktet af en udenlandsk mand, som kører i en dansk indregistreret bil. Han forsøger at sælge jakker af muligvis tvivlsom kvalitet og fortæller en historie om, at han har bilen fuld af kollektionsprøver, som han skal af med, inden han skal med flyet hjem. Torsdag var den rullende manufakturhandler nået til en p-pladsen på Vestergårdsvej ved Næstved Megacenter. Politiet opfordrer til, at man er ekstra opmærksom, hvis man møder den handlende og minder om, at når et tilbud virker til at være for godt til at være sandt, er det også ofte sådan.

NÆSTVED: Forbud mod at komme på værtshus
En 46-årig mand fra Næstved må de næste to år finde et nyt sted at slukke tørsten. Torsdag eftermiddag gerådede han i et mindre slagsmål på et værtshus i Kindhestegade i Næstved, og politiet blev tilkaldt for at genetablere roen. Den 46-årige blev tilbageholdt af flere andre gæster, indtil politiet kort efter ankom. Herefter blev den 46-årige anholdt og sigtet for overtrædelse af restaurationsloven. Han blev taget med til politistationen i Næstved, hvor han dampede af, inden han blev løsladt igen klokken 0.30.

NÆSTVED: Solgte hash fra knallert
Torsdag aften fik politiet en anmeldelse om en mand, der kørte omkring i den sydlige del af Næstved og tilsyneladende solgte hash fra sin knallert. På baggrund af vidneforklaringer fik politiet klokken 20.20 kontakt med den pågældende på Korinthvej, men han forsøgte at løbe fra politiet – med styrthjelmen i hånden. Han blev dog standset af en politipatrulje på Svendborgvej og anholdt klokken 20.36. Det var en 25-årig mand fra Næstved, og det viste sig, at han havde 10 joints, 12,1 gram skunk og 82,8 gram hash, fordelt i salgsvenlige poser. Den 25-årige blev sigtet for salg af stoffer, og han blev taget med til afhøring på politistationen i Næstved, hvor han blev løsladt klokken 22.25 efter afhøring.

NÆSTVED: Blandede sig i politiets arbejde
Onsdag klokken 17.24 blev politiet kaldt til rådgivningscentret for misbrug i Toldbodgade i Næstved, hvor der var en opfarende borger. For at få ro på stedet blev den pågældende anholdt. Det var en 54-årig mand fra Næstved, men mens politiet var på stedet, blandede en anden mand sig i betjentenes arbejde. Han ville ikke rette sig efter politiets anvisninger, og derfor blev han sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Det var en 41-årig mand fra Næstved, og han kan nu vente en bøde på 1.500 kroner for overtrædelsen.

NÆSTVED: Fælles aktion mod social dumping – fire anholdt
Politiet havde tirsdag en kontrolaktion mod social dumping sammen med Skattestyrelsen, Arbejdstilsynet og SIRI (Styrelsen for International Rekruttering og Integration). Fire arbejdspladser i Næstved blev tjekket. På de tre var forholdene i orden, mens der hos en virksomhed på Ydernæs arbejdede et hold smede og elektrikere, som ikke havde nogen opholds- og arbejdstilladelse. Det var fire ukrainske mænd i alderen 33-59 år, og de blev anholdt klokken 12.30 og sigtet for overtrædelse af udlændingeloven.

NÆSTVED: Kniv i p-hus
Sent lørdag aften fik politiet en henvendelse om, at der var forsamlet flere unge mennesker i p-huset på Grønvej i Næstved, og at det virkede som om, de brugte stedet som en slags varmestue. En politipatrulje kørte forbi p-huset, hvor specielt en 19-årig mand fra byen optrådte højrøstet og råbende. Han kaldte betjentene for fucking idioter, og han blev derfor sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Han blev anholdt klokken 0.20, og ved en visitation fandt politiet en ulovlig kniv med en klinge på otte cm på ham. Den 19-årige blev derfor også sigtet for overtrædelse af knivloven. Han blev afhørt på politistationen i Næstved, inden han blev løsladt igen klokken 2.56.

NÆSTVED: Ophidset tilhænger til fodboldkamp
En 23-årig mand fra Horbelev var søndag til fodboldkamp i Næstved, men måske på grund af Nykøbing-holdets nederlag kom den 23-årige i klammeri med en vagt på stedet. Det var en 23-årig mand fra Horbelev, og han blev anholdt klokken 15.55 og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Den 23-årige blev taget med til politistationen i Næstved, hvor han blev afhørt, inden han blev løsladt igen klokken 16.51.

 

Indbrud

By Vej Type Tidsrum Udbytte
Næstved Skovvænget Hus Fredag kl. 10.00 – Mandag kl. 12.00 Endnu ikke opgjort
Næstved Krumport Lejlighed Mandag kl. 21.00 Jakker, personlige papirer og iPhone 10
Næstved Rådmandshaven Hus Lørdag kl. 12.30 – 12.35 Taske og personlige papirer
Næstved Gækhøjvej Hus Torsdag kl. 17.00 – Søndag kl. 01.30 Kontanter og parfume
Næstved Svalehøjen Hus Onsdag d. 14/11-18 kl. 05.30 – onsdag d. 21/11-18 kl. 22.40 Kontanter
Næstved Svalehøjen Hus Torsdag kl. 09.00 – 19.00 Smykker
Holme-Olstrup Løgparken Hus Onsdag klokken 15.42 Pc af ukendt mærke
Tappernøje Mårvænget Hus Tirsdag kl. 17.00 – 21.30 Intet stjålet
Næstved Stenhusvænge Hus Lørdag kl. 11.15 – mandag kl. 17.15 Endnu ikke opgjort
Næstved Sct. Jørgens Park Lejlighed Mandag kl. 16.30 – 17.00 Smykker og kontanter
Næstved Karrebækvej Lejlighed Fredag kl. 13.00 – 15.30 Euro

 

Færdselskontroller

By Vej Tidspunkt Kommentar
Fuglebjerg Næstved Landevej Mandag kl. 10.09 – 10.30 28 køretøjer standset – ingen sager
Næstved Onsdag klokken 10-13.30 En blev sigtet for at bruge håndholdt mobil under kørslen, en for ikke at have spændt sikkerhedsselen og en for at køre over for gult
Næstved Vordingborg Landevej Mandag kl. 10.00 – 13.30 Målrettet færdselskontrol – 15 køretøjer standset – 7 sigtet for ikke at have medbragt kørekort, 1 sigtet for ikke at anvende sikkerhedssele, 1 sigtet for at køre med blå positionslygtepærer, 1 sigtet for spirituskørsel, 4 sigtet for at køre uden førerret, 1 sigtet for kørsel i frakendelsestiden og 1 sigtet for at overlade føringen til en uden kørekort.
Næstved Ringstedgade Lørdag kl. 13.24 – 13.43 §53 undersøgelse – 14 køretøjer standset – ingen sager.
Næstved Vordingborgvej Søndag kl. 11.37 – 11.53 §53 undersøgelse – 14 køretøjer standset – ingen sager.

 

Hastighedskontrol

By Vej Tid Type Kontrol-
lerede
Fart-
bilister
Tilladt Hurtigste Klip
Tappernøje Sydmotorvejen Mandag kl. 09.49 – 12.16 ATK 1287 18 130 km/t 158 km/t
Herlufmagle Suså Landevej Søndag kl. 07.30 – 13.45 ATK 840 36 70 km/t 104 km/t 5 klip
Næstved Østre Ringvej Fredag kl. 09.25 – 12.30 ATK 1100 4 60 km/t 78 km/t
Næstved Skælskørvej Lørdag kl. 07.30 – 13.45 ATK 485 33 80 km/t 173 km/t 5 klip, 2 betingede frakendelser og 1 ubetinget frakendelse.
Næstved Landevejen Fredag kl. 06.20 – 09.15 ATK – bestilt 100 15 50 km/t 82 km/t 2 klip
Næstved Skyttemarksvej Onsd
ag klokken 8-12.55
ATK 395 8 50 km/t 68 km/t
Fuglebjerg Skælskørvej Fredag kl. 08.10 – 11.15 ATK 140 8 80 km/t 118 km/t 3
Fuglebjerg Sandvedvej Fredag kl. 05.15 – 08.00 ATK – bestilt færdselskontrol 244 30 50 km/t 81 km/t 8 klip