Fredag den 26. oktober om aften blev der for femte år i træk afholdt Halloween-natteløbet “Horror Night” i Tappernøje for byens unge.
Det foregik igen i Folkeskovens mulm og mørke, så hvis nogen hørte skregslagne råb og skrig i natten, ja så kom det nok helt fra Tappernøje, hvor børn og unge igen i år blev udsat for gruopvækkende oplevelser. Natten var iscenesat til mindste detalje af 30 deltagende frivillige voksne fra Folkeskovens FrivilligLaug, ungdomsskoleledere, spejderledere og andre frivillige voksne, der synes, det er underholdende “næsten” at skræmme livet af byens børn og unge, bare denne ene gang om året.
Hvert år har Tappernøje haft et nyt tema. Og temaerne de foregående år har været: De Syv Dødssynder, Zombieløb, Dukkeløb og Underverdenen. Til Halloween-løbet i år var temaet Pandora’s Ondskab. Planlægningen til dette års løb har været i gang i et helt år. Og igen år fik den på alle tangenter – med historie, poster der skulle løses, lyde og uhyggelige påfund. Til sidst blev alle samlet til præmieoverrækkelse til vinderholdet. Og så var der pizza, juice og en slikpose og fælles hygge på tværs af generationer.
Løbet var igen i år bakket flot op af både kommune og lokale virksomheder, der med deres sponsorater gør arrangementet gratis for deltagelse. Også byens Lokale Natteravne deltog med at skabe trygge rammer omkring skoven (ingen ubudne gæster) og omkring børnene, når enkelte lidt for skræmte børn, vil ringes hjem (det er hændt før).
Klokken 20 mødtes over 50 forventningsfulde børn og unge mennesker fra hele Fladsåsskolens skoledistrikt op foran hovedindgangen til Folkeskoven. De fik frataget deres mobiltelefoner og blev delt op i 6 hold og bortført til Vikingelanghuset inderst inde i skoven, hvor en frygtindgydende historie blev læst op.
Løbet gik helt fantastisk igen i år, vejret var perfekt med dis og småregn og gennemborende uhyggelige høje lyde i den mørke skov – blandet med børn og unges skrækslagne skrig. Men alle overlevede og havde en uforglemmelig fælles oplevelse