Dorte Thomsen og Lene Betina Hansen fra SOS Vikar A/S har netop vundet den regionale temapris ved kåringen af Årets Ejerleder 2018 i Region Sjælland. De vinder prisen, bl.a. fordi de efter overtagelsen af en konkursramt virksomhed, hvor de begge tidligere var ansatte, har skabt en stor succes og en imponerende vækst med tillid øverst på agendaen. De fik overrakt prisen, der uddeles af PwC, Nykredit og Dansk Erhverv, ved en velbesøgt kåring i Ringsted.
For tredje gang overrækkes en temapris i forbindelse med Årets Ejerleder 2018, som går til den virksomhed, der har udvist et stærkt fokus på tillid, som er årets tema. Tillid er en kerneværdi i det danske samfund, og det er tillid, som Danmark og dansk erhvervsliv i høj grad bygger sin samhandel på med såvel lokalsamfundet som globalt. Prisen blev uddelt til SOS Vikar A/S fra Næstved, som er en virksomhed, der tilbyder offentlige virksomheder inden for sundhedssektoren samt den private borger en effektiv vikardækning.
“Temaprisen går til Dorte Thomsen og Lene Betina Hansen fra SOS Vikar A/S. De to ejerledere har formået at skabe en stor succes med et stærkt fokus på netop tillid. Virksomheden foretager konkrete målinger på tillid både for medarbejderne og kunderne, der arbejdes seriøst med gennemsigtighed og loyalitet. Virksomheden arbejder også meget aktivt på at forbedre branchens ry ved bl.a. deltagelse i debatter og sparring via branchens bestyrelse,” forklarer Lars Vagner Hansen, director i PwC i Slagelse, og fortsætter:
“Tillid er afgørende i det danske samfund, da tillid skaber sammenhængskraft og bidrager til vækst og udvikling. Vi tror på, at fremtidens vindere er dem, der lykkes med at skabe tillid til deres kunder, medarbejdere og øvrige stakeholdere, og vi kommer derfor ikke udenom, at det er et vigtigt parameter for de ejerledede virksomheder.”
Tillid i fokus
Hos SOS Vikar A/S er tillid i fokus, da det er afgørende, at der er tillid mellem medarbejdere og ledere, samt at kunderne skal have tillid til de vikarer, som bruges.
“Der er ingen tvivl om, at de to ejerledere i SOS Vikar A/S er til stor inspiration for andre ejerledede virksomheder. De har vist, hvordan brugen af tillid kan gøre en afgørende forskel. Dorte Thomsen og Lene Betina Hansen har formået at skabe en professionel drevet virksomhed, hvor tillid er dybt forankret i deres arbejde og afgørende for virksomhedens succes,” fastslår Vagn Holm, regionsdirektør i Nykredit.
Ifølge Louise Riisgaard, markedschef i Dansk Erhverv, er Dorte Thomsen og Lene Betina Hansen de helt rette vindere af temaprisen ved Årets Ejerleder 2018 for deres arbejde med tillid:
“De to ejerledere i SOS Vikar A/S har i den grad formået at vende skuden med fokus på tillid hele vejen. Det har medført, at de har skabt en imponerende vækst på ca. 84 % over de sidste tre år og fortsat forventer vækst i fremtiden via organisk vækst. De har hjertet på rette sted – indadtil og udadtil – og virksomheden påtager sig et stort socialt ansvar, samtidig med at de driver en sund virksomhed baseret på tillid til de ansatte.”